[b]Kærlighedens ABC[/b]

Den evigt produktive og småexcentriske Woody Allen har altid selv ført et ganske forkvaklet kærlighedsliv, og det er formentlig også de oplevelser, han fra tid til anden tager med til det store lærred. Ikke desto mindre har han altid formået at samle Hollywoods kvinder omkring sig. Det er den seneste “Vicky Cristina Barcelona” et glimrende eksempel på, for her flankeres han nemlig af sine muser Penélope Cruz, Scarlett Johansson og Rebecca Hall.

Allen har tidligere haft en uheldig tendens til at medvirke i egne film, men det er han heldigvis gået bort fra de senere år. Om det skulle være forklaringen på en efterhånden anseelig håndfuld ganske vellykkede film i det nye årtusind ud i både krimigenren og kærlighedsdramaet, skal ikke anskues herfra. Blot må det konstateres, at Allen har gennemgået et karakterløft, som også mærkes i den sublimt underholdende, men alt for hurtigt overståede “Vicky Cristina Barcelona”. Her rammer tænkeren for alvor hovedet på sømmet og serverer igennem sensuelle blikke og liflig, spansk rødvin selve opskriften på livets frugt, kærligheden og muligheden for det bohemeliv, man også kunne leve.

Mest centrale er Scarlett Johansson og Rebecca Hall, der her opleves i skikkelse af de to barndomsveninder Vicky og Cristina. De er faktisk som nat og dag, men alligevel uadskillelige, og for sommeren har de besluttet at fordrive tiden i Barcelona. Tiden vil vise, at de begge vender tilbage både mere livskloge og med fornyet indsigt. Også i kærlighedslivet er de to imidlertid væsensforskellige, og hvor Vicky har taget det sikre valg og snart skal giftes med en stokkonservativ, amerikansk børsmægler, så er Cristina ganske anderledes anlagt. Hun fører en livsstil, hvor hun er noget mere løs på tråden, men i virkeligheden nok også mere i harmoni med sit indre jeg.

Den ubalance skubber storcharmøren Javier Bardems frivole kunstmaler Juan Antonio godt og grundigt til. Næsten ud af det blå inviterer han dem med på weekend i Oviedo, og det skal vise sig at være startskuddet til en myriade af affærer, sidespring og moralske tømmermænd. Mens Cristina måske endeligt har fundet sit match, så er Vicky mere end nogensinde før i tvivl om sin fremtid og sine følelser. Da Juan Antonios skinsyge ekskone Maria Elena – spillet forfriskende af Penélope Cruz – melder sig på kærlighedens opløbsstrækning, så bliver det for alvor kompliceret. Juan Antonio er uden tvivl en levemand, der forstår at tænde begær. Og det er ikke uden problemer.

“Vicky Cristina Barcelona” hører til blandt Woody Allens bedste film. Det er en raffineret og tilpas krydret spansk ret, tilsat de rette ingredienser. Og så oppebæres den af de medvirkendes flamboyante personligheder. Skuespillet er nærværende og indlevende, manuskriptet veloplagt og lifligt. Det er en fornøjelse at være vidne til, og på sjælden vis får det tankerne til at flyve. For hvor står man i virkeligheden selv i livet og kærlighedens manege? Undervejs begynder Cristina at finde adspredelse ved at fotografere, mens Vicky arbejder videre på sit speciale. På alle facetter holder Vicky sig til de forudsigelige valg, mens det samme næppe kan siges om Cristina.

“Vicky Cristina Barcelona” folder sig ud som en indbydende rejsebrochure. Besøget i den catalanske storby tiltrækker med de mange kulturelle besøg, og det er derfor kun en ekstra gevinst, at de mange seværdigheder, blandt andet Gaudis arkitektur, hører til de velvalgte baggrundskulisser. Filmen og karaktererne kredser om det kreative og understreger mulighederne for ikke nødvendigvis at leve et liv som alle andre. Skismet er relevant og velkendt, for skal man vælge med fornuften eller med hjertet? Det er ikke altid let at svare på. Let konsumerbar er derimod denne anretning, der på sigt formentlig vil være at sidestille med kun de allerbedste årgangsvine.

[b]Video[/b]

“Vicky Cristina Barcelona” præsenteres i et udmærket anamorphic widescreen 1.85:1-format, der dog godt kunne være bedre. Der er ikke nævneværdige eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, ligesom både kontrast og den gullige farvetemperatur holder sig på et stabilt leje. Til gengæld er uskarpheder og blødhed ikke en sjældenhed. Desværre.

[b]Audio[/b]

Det skiftevis engelsksprogede og spansksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor gør derimod en bedre figur. Dialogen er tydelig, uden overstyringer og krydres med forstemmende underlægningsmusik præget af den klassiske spanske guitar. Derudover er atmosfæren detaljerig og medvirker til at skabe de rette lydkulisser.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over trailere for tidligere Woody Allen-film så er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.