[b]Når den tredje verden kommer til byen[/b]

Den engelske filminstruktør Ken Loach har længe været kendt som notorisk systemkritiker, og han bruger også flittigt sine film til at revse samfundets mere uhensigtsmæssige sider. Roden har ofte haft arnested i de britiske arbejderkvarterers dårlige levevilkår og generelle systemsvigt, men i det nyeste opråb er dagsordenen imidlertid mere almengyldig og råber sit budskab ud over de engelske landegrænser.

I “En fri verden” langes kraftigt ud efter det økonomibaserede europæiske fællesmarked og de åbne grænser, der er kommet som følge af Schengen-samarbejdet. Ganske vist har det gjort det muligt for den enkelte borger at rejse frit inden for EU, men desværre har det også åbnet en uventet mulighed for illegal indvandring og grov udnyttelse af billig arbejdskraft, som de østeuropæiske gæstearbejdere i nærværende film, der vil finde sig i hvad som helst for at få arbejde og overleve i Vestens udadtil så etablerede velfærdssamfund. Skal man tro Ken Loach står den del endda ganske skidt til.

I filmens hovedrolle er den blændende og relativt uprøvede Kierston Wareing, der slet og ret leverer en pragtpræstation som den proletariske alenemor Angie. Og ja, hendes navn refererer formentligt til det mere sødmefulde Angel. Men navnet til trods er hun bestemt ingen engel. Vi møder hende første gang, da hun er lønslave på en arbejdsformidling, der skaffer billig og ufaglært arbejdskraft til de, der har behov for det. Men hun bliver afskediget, fordi hun ikke taler bossen efter munden og ikke tolererer hans chikanerende klap i numsen. Angie går derfor egne veje, og i bedste iværksætterånd åbner hun for få midler sit eget og konkurrerende bureau, som hovedsageligt baserer sin arbejdsstyrke på arbejdere fra den østeuropæiske blok.

Sammen med veninden og partneren Rose må hun dog hurtigt sande, at det er en beskidt branche, hvor den kloge narrer den mindre kloge, og hvor alle kneb gælder. Men det ser nu ikke ud til at pine Angie synderligt, for hun vil sådan set gøre hvad som helst for at score jackpot eller blot ussel mammon. Og så kommer hun også selv fra usle kår. Det er til trods for, at hun i bogstavelig forstand handler med mennesker som en vare. Hun udnytter mennesker, der er i nød for egen vinding. Den iltre og højtskrydende kvinde er nemlig fuldstændig skruppelløs og bliver efterhånden mere og mere kynisk i sine metoder, mens omgivelserne i almindelighed og Rose, faderen og sønnen Jamie i særdeleshed efterhånden begynder at vånde sig.

“En fri verden” er præget af den velkendte, engelske ironi. Men der er bestemt ikke meget at grine af i denne sammenhæng. Emnet er i sig selv svært håndgribeligt, og hvis der er bare en smule om snakken, Ken Loach her sætter i gang, så ser det faktisk overordentligt sort ud for nutidens og fremtidens Europa. Dog oplever vi her en Loach, der er noget mere sortsynet og noget mere firkantet i sin retorik, end hvad der er vanlig tradition for. Den politisk debatterende instruktør viser, hvad grådighed og udtalt mangel på medmenneskelig omsorg kan føre til. Her bliver det dog en tand for moraliserende og for frelst. Pegefingeren er for højt løftet.

Undervejs indleder Angie en affære ned den polske gæstearbejder Karol, og det forhold understreger grundlæggende mødet mellem øst og vest, men også mødet mellem det gode og det onde i mennesket. Mens han gør alt for at hjælpe hende på vej, så bruger hun til gengæld andre mennesker og også ham til egen fordel. “En fri verden” fremstiller et typisk Loach-univers, dog ikke med helt så meget nerve og intensitet som tidligere set. Alligevel er filmen mestendels medrivende og budskabet vigtigt. Menneskeheden er fyldt med råddenskab og dårligdomme. At enhver er sin egen lykkes smed er en sandhed med modifikationer. Verden er kun fri for de få, usympatiske heldige, mens resten må trækkes rundt i sølet, synes Ken Loach her at gjalde.

[b]Video[/b]

“En fri verden” præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, der dog ikke er fri for en del edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, mens udtværinger til gengæld ikke forekommer. Også kontrast og farvetemperatur er stabile størrelser, og alt i alt hører dette transfer til blandt de udmærkede af sin slags.

[b]Audio[/b]

En tand bedre er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er helt igennem tydelig og blottet for overstyringer. Atmosfæren er velfunderet og suppleres af en stemningsfuld og firserinspireret underlægningsmusik.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.