Filmz
Righteous Kill

Righteous Kill

Medvirkende:

Robert De Niro, Carla Gugino, 50 Cent, Al Pacino, Donnie Wahlberg, Brian Dennehy, John Leguizamo, Trilby Glover, Melissa Leo, Shirly Brener, Ajay Naidu, Rob Dyrdek

Instruktør:

Jon Avnet

Filmlængde:

101 minutter

Genre:

Drama

Righteous Kill

[b]Gnavne, gamle mænd[/b]

For en betragtelig årrække siden hørte både Robert De Niro og Al Pacino til blandt de største af de største. Der var ingen over eller ved siden af. Derfor så mange gerne de to skuespillere overfor hinanden i samme film, hvilket lykkedes i Michael Manns “Heat”. Nu er tiden imidlertid løbet fra de to aldrende koryfæer, og behovet for at se de to i samme film igen er næppe helt så stort. Alligevel er ønsket blevet opfyldt i den mislykkede “Righteous Kill”.

[image=40080]

Handlingen er tyndbenet og svælger i den gammelklassiske, amerikanske [i]good cop-bad cop[/i] retorik, hvor de to kriminalassistenter og partnere Turk og Rooster er netop indbegrebet af den definition. De er trætte af deres usle job, trætte af et samfund, der alligevel blot løslader de udskud, som de lægger i håndjern, og trætte af de mange år, der er frem til pensionsalderen. På sidelinjen går den ene af de to til bekendelse igennem en række interviewsekvenser og indrømmer, hvordan han koldblodigt er morderen bag en serie af mord på forbrydere, som makkerparret i øvrigt også efterforsker. Så enkelt hænger det naturligvis ikke sammen, når det kommer til stykket, og undervejs afslører et eklatant vendepunkt en helt anden dagsorden.

Selv om de to stjerner for længst har toppet, er skuespillet skam hæderligt nok. Alligevel virker det lidt ligegyldigt, når de karakterer, de udfylder, er både usympatiske, uinteressante og desuden lever nyttesløse liv uden regulære formål. Selvtægt er eneste vej frem og eneste måde at slippe af med al råddenskaben, postuleres det, når samfundets retshjul fejler. “Righteous Kill” er en af den slags film, hvor gerningsmanden jagter sin egen skygge, og hvor det i højere grad handler om at pleje sit omdømme end om at skabe retfærdighed og ligevægt.

[image=40079]

Alt imens fortsætter drabene. Mistanken kravler naturligvis nærmere og nærmere den ene af de to politikolleger, der har et troskabsbånd og dækker over hinanden, hvis den ene skulle være uheldig at træde åbenlyst ved siden af. Alligevel bliver enkelte kolleger mistænksomme, selv om røgsløret troligt kastes ud. Det umiddelbart eneste spor er de digte skrevet i sonette-form, der konsekvent efterlades ved hver eneste lig og afslører, hvorfor ofret måtte lade livet. “Righteous Kill” kredser om tillid mellem mennesker og det miljø, som et hårdt og småkorrupt job i storbyens politistyrke kan fremelske, særligt når forarbejdet ikke følges til dørs af de dømmende myndigheder.

Det er et stort problem for fortællingen, at vi ikke kender bare det mindste til figurernes baggrunde. Vi ved ikke, hvad der piner dem, eller hvorfor de gør, som de gør. Faktisk er eneste oplysning af nogen art, at Turk har en elskovsaffære med en kvindelig kollega, som partneren Rooster tidligere har delt både lagen og morgenavis med. Det er ikke helt nok og efterlader et noget fladt indtryk. Mere udtalt er dog savnet af et brugbart motiv til de i alt fjorten drab. At førnævnte domstole ikke altid dømmer efter hensigten kan være en bitter erfaring, som man må lære at leve med. Men det kan vel næppe være anstødssten for en politimand til at udøve selvtægt, når han i bund og grund tror på systemets love?

[image=40078]

“Righteous Kill” har udtalte huller, og var det ikke for de de to prominente herrers efternavne, så havde filmen formentligt ikke set disse breddegrader. Selv som søndagsfilm havde den haft svært ved at begå sig. Mest interessant er derfor ikke filmens opkog af noget, der er set før i utallige variationer eller for den sags skyld mødet mellem to legender i amerikansk film. Det er derimod gensynet med Brian Dennehy, der efterhånden kun alt for sjældent dukker op på det store lærred. “Righteous Kill” er varm luft og udstiller som så mange film forinden skismet mellem kunst og pengemaskineri. Vil man underholdes, eller vil man udfordres? Her får man ingen af delene.
[b]Video[/b]

“Righteous Kill” præsenteres i det anderledes vellykkede anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er skarpt og hverken byder på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperatur og kontrast holder sig begge stabile, og eneste skæmmende ridse i lakken er for så vidt de enkelte over skulderen-vinkler, hvor Pacino kan opleves ubevidst uskarp.

[image=40077]

[b]Audio[/b]

Lydsiden eksekveres i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, hvor dialogen hele vejen igennem er tydelig og uden snerten af overstyringer. Atmosfæren underneden er veldefineret og suppleres desuden sammen med underlægningsmusikken fint af de mange distinkte effektlyde og enkelte fine lydpanoreringer.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet består af et søvndyssende kommentarspor med instruktøren og produceren Jon Avnet, der i sit eget tempo kommer omkring holdninger til manuskriptet, scenerne, skuespillerne, tematikkerne med mere. Eneste andet supplement er den forholdsvist korte featurette med interviews med blandt andre Avnet, Al Pacino og Robert De Niro. Den del kommer i sagens natur ikke mindst til at kredse om foreningen af og samspillet mellem de to skuespillere. Men mere materiale er det ikke blevet til, om end det bestemt godt kunne ønskes.

[image=40081]

Kort om filmen

De er to af New Yorks højest dekorerede politimænd, to af de mest erfarne betjente og et makkerpar med en beundringsværdig opklaringsprocent og domfældelser. Men dette er en sag, som de ikke bryder sig om: En seriemorder er på spil, og han udser sig sine ofre blandt de udskud, der har unddraget sig straf, selv om de indlysende er skyldige som arvesynden. Det, Turk og Roster ikke kan lide, er, at alting peger på, at gerningsmanden – denne selvudnævnte anklager, dommer og bøddel – er politimand, en kollega.

Ads by MGDK