[b]Brænd efter visning[/b]

De finurligt tænkende Coen-brødre nød sidste år stor anseelse med deres imponerende kriminaldrama “No Country for Old Men”, der ganske velfortjent gjorde sig voldsomt bemærket til det års Oscar-uddeling. Alligevel er det ikke til at se igennem fingre med, at duoens film de senere år har været af svingende kaliber, og her er nyeste skud på stammen, “Burn After Reading”, trods sin veloplagte humor ingen undtagelse.

Der har været tradition for, at Ethan og Joel Coen i deres film drives frem af en galgenhumoristisk tilgang, hvor det komiske islæt ofte sættes i stævne med et kriminalmysterium, som udfolder sig mellem flere parter. Sådan er det også i “Burn After Reading”, hvor den kolde krig mellem røderusserne og de paranoide amerikanere for en tid genoplives i nutidige rammer. Den drikfældige Osbourne Cox er chefanalytiker inden for CIA, men fyres og beslutter i stedet at skrive sine memoirer. Hvis han havde nogen idé om, hvad den dåd ville afstedkomme, havde han formentligt overvejet sin beslutning en ekstra gang. Takket være en grisk og i øvrigt bedragerisk ægtefælle i psykiateren Katie havner de erindringer nemlig i forkerte hænder, som opfatter skriblerierne som tophemmeligt materiale og derfor får sat gang i både trusler, afpresning, mord og korridorpolitik på allerhøjeste niveau.

Sjovest er uden tvivl persongalleriet, der spænder vidt. Brad Pitt er fabelagtig og aldrig set lignende som den tomhjernede fitnessinstruktør Chad, der i samarbejde med Frances McDormands kollega Linda Litzke får skudt ballet i gang. De er begge sikre på, at det er giftigt materiale, rengøringshjælpen har fundet på en cd-rom i kvindernes omklædningrum og ser derfor en opportunistisk chance for at spinde guld på sagen. Det kommer imidlertid også til at involvere førnævnte Cox, dennes upålidelige hustru – spillet af Tilda Swinton – og dennes paranoide elsker og forhenværende livvagt, Harry Pfarrer, der skildres til perfektion af en navlebeskuende George Clooney.

De er med til at skabe rammerne, de rappe replikker og de kostelige situationer. Ikke mindst er det forståeligt, at Harrys hjemmebyggede erotiske stol vækker løftede øjenbryn. Alt andet ville være usandsynligt. Til gengæld halter “Burn After Reading” med en fortælling, der, når alt kommer til alt, ikke har så voldsomt meget at byde på. Karaktererne er alle kun ude på at mele deres egen kage og har i det hele taget nok i sig selv. Det er en historie, der er hurtigt fortalt, og af samme grund kunne filmen heller ikke have været længere end de knap halvfems minutter, det er blevet til. Mere suppe kan der simpelthen ikke koges på det ben, og sent i filmen fornemmes enkelte passager da også at være ganske uspændende, ikke mindst fordi absurditeterne helt uvant for Coen-brødrene serveres i afmålte doser.

Det er to væsensforskellige verdener og kulturer, der mødes i “Burn After Reading”, hvor Coen-brødrene lader en portion ansatte i et fitnesscenter og en ditto med baggrund i efterretningstjenesten sætte hinanden stævne. Umiddelbart har de ikke meget til fælles, og derved er banen også kridtet til indimellem ganske veloplagt situationskomik. Nogle fællestræk er der dog, ikke mindst det gennemgående dårlige selvværd, som pakkes ind i et overdrevet fokus på udseendet. Harry er bidt af en gal løber, Linda prøver at skaffe penge til kosmetiske operationer, og også Chad er hele tiden i bevægelse.

“Burn After Reading” lykkes med sit forehavende som genreblanding, hvor den gennemgående vekslen mellem komediens lette anstrøg og dramaets tunge didaktik fungerer fortræffeligt. Det er velafbalanceret og behager øjensynligt de medvirkende. Utroskab er en gennemgående faktor, alle boller udenom, og alle er åbne for nye partnerskaber. Fællesnævneren er en gruppe mennesker, der befinder sig omkring fyrreårskrisen, og hvad det afstedkommer. Det er tydeligt, at Ethan og Joel, der både skriver og instruerer, her bevæger sig ud på hobbyplanet, formentligt for at udfylde ventetiden frem til næste større projekt. For andre vil “Burn After Reading” imidlertid blot virke som en tilfældig sten i skoen.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et vellykket anamorphic widescreen 1.85:1-format. Det dragende filmlook præges dog gennemgående af grums og edge-enhancement, men digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger forekommer til gengæld ikke. Kontrasten er i tilgift – ligesom de varme farver – ganske stabil.

[b]Audio[/b]

En tand bedre er dog det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, der bæres igennem af en tydelig dialog, helt uden mislyde. Heller ikke den traditionelle underlægningsmusik virker forstyrrende og overdøver ikke de distinkte effektlyde og den veletablerede atmosfære.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet begrænser sig til tre mindre featuretter garneret med b-roll-optagelser og interviews med Coen-brødrene samt de medvirkende. Karaktererne, samarbejdet, castet med mere debatteres livligt i de alt for korte indslag, som dog også levner plads til at stille skarpt på Clooneys personage i Coen-regi.