[b]Under opsyn[/b]

Det er efterhånden ikke til at komme uden om, at vor tids højteknologiske og vidensbaserede samfund også har udviklet sig til et overvågningssamfund, hvor grænserne mellem det private og det offentlige har rykket sig markant tættere på hinanden, og hvor du som borger dårligt kan bevæge dig fem skridt uden for din bopæl, uden at hver eneste bevægelse bliver filmet.

Øget sikkerhed, trusler om terrorisme og gemen borgerlig ulydighed har været nogle af forklaringerne på den tiltagende brug af overvågningskameraer. Men spørgsmålet er imidlertid, om det enkelte individ i virkeligheden også kan føle sig mere sikker med nutidens teknologi? Det spørgsmål tager den amerikanske instruktør D. J. Caruso op i den spændingsmættede og ganske vellykkede “Eagle Eye”, hvor amerikansk frygt for fjendtlige hævntogter altså udvikler storbyerne til offentlige rum bevæbnet til tænderne med konstant filmende kameraer.

Midt i det hele står den unge lønslave i en fotokopiforretning, Ethan Shaw, som spilles med overrumplende akkuratesse af fremadstormende Shia LaBeouf. Ved sin side får han undervejs den i øvrigt bedårende Rachel Holloman, spillet af Michelle Monaghan. For på sin vis er de nemlig i samme båd. Begge bliver de gidsler i et mysterium, hvor fjenden styrer de to som marionetdukker igennem telefonopkald, hvor alvoren ikke er til at tage fejl af, og hvor nej ikke er et gyldigt svar. Konstant tvinges de ved stemmens manipulerende kraft ud i nye anstrengelser, mens konspirationsteorierne udvikles på højeste tryk bag de lukkede døre. Alt peger umiddelbart på, at de to er brikker i et større og nært forestående terrorangreb, og derfor er den overordnede og iltre FBI-agent Thomas Morgan, spillet af en rutinepræget Billy Bob Thornton, hele tiden i haserne på dem.

Undervejs kommer det frem, at Ethans tvillingebror, der er død i tjeneste, formentligt har en hel del med sagen at gøre. Sammenhængen er dog ikke så sort og hvid, som der i første omgang gives udtryk for. “Eagle Eye” rummer desuden plads til flere lag, og særligt historien om den unge Ethan, der stikker lidt uden for gennemsnitsamerikaneren og vælger at gå sine egne veje, er en behagelig tilbygning til filmens egentlige historie.

Historien er tydeligt amerikansk – og angiveligt også inspireret af et forlæg, som selveste Steven Spielberg udstak for ti år siden. Og det fornemmes også på den katastrofestemning, der konstant er til stede i det dystopiske, men dog let genkendelige univers. Alt imens messer den monotone stemme over telefonen fortsat sine mere eller mindre absurde ordrer ud, mens disciplene troligt følger dem. Gør man ikke det, er døden en sikker sag. Michelle og Ethan er ikke de eneste to, der sidder i saksen. Langt fra. Men det er de to, filmen har valgt at beskæftige sig med. Og det er nok ikke det værste valg. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere funkler, og historien om mødet mellem den unge, men livserfarne knøs og den noget ældre, usikre alenemor er velskrevet.

Mennesket har i Carusos terminologi ikke længere kontrol over sin egen krop eller for den sags skyld overhovedet noget privatliv. Selvfølgelig er tendensen her kørt ud i ekstremerne, men alt skal naturligvis tages med et gran af alvor. For filmen har i denne anmelders øjne fat i den lange ende og påpeger til dels elementer ved det moderne samfund, vi allerede nu er omgivet af, og elementer, som vil være på vej inden for ganske få år. “Eagle Eye” besidder et alarmerende ansnit, som gør filmen til noget mere end den underholdningsfilm, den fortrinsvis er. Selve konstruktionen af menneskeskæbner, der styres af udefrakommende faktorer, er selvfølgelig set et utal af gange. Alligevel er filmen vellykket og tager på fornuftig vis arven op fra alle tiders klassiker inden for genren – “War Games”.

[b]Video[/b]

Billedsiden i “Eagle Eye” er en smule bedre end filmen i sig selv. Der er ikke anstrøg af edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser. Looket er grundlæggende skarpt, og også kontrast og farvetemperaturer holder sig på et stabilt leje. Et glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

Lyden eksekveres igennem de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby True HD-lydspor. Dialogen falder konsekvent, tydeligt og uden snerten af overstyringer. Herudover præges lydkulisserne af traditionel underlægningsmusik, distinkte effektlyde og endda flere vellykkede lydpanoreringer. Underneden følger desuden en veldefineret atmosfære.

[b]Ekstramateriale[/b]

Også ekstramaterialet er af en rimelig og alsidig beskaffenhed. Slettede scener, en alternativ slutning, gag reel og et fotogalleri hører til det mere traditionelle. Men væsentligere er de fire minidokumentarer af kortere og længere varighed, der igennem interviews, klip fra filmen samt b-roll-optagelser tilbyder et indblik i baggrunden for filmens tilblivelse, ideoplægget, karaktererne, locations og den tungtvejende tematik. Mest interessant er imidlertid en alt for kort samtale mellem instruktøren D. J. Caruso og instruktøren bag “War Games”, John Badham. Et udmærket ekstramateriale, der dog ikke helt stiller sulten.