[b]Idealistiske forbrydelser[/b]

[i]”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger,”[/i] siger man, og det er i hvert fald en nærliggende tanke i Anders Riis-Hansens film om “Blekingegadebanden”, der netop handler om det mysterium, hvordan en gruppe idealistiske og veluddannede mænd kunne ende som voldsmænd og mordere i den gode sags tjeneste.

Filmen, der er baseret på Peter Øvig Knudsens bøger, leverer først og fremmest det scoop, at hans hemmelige kilde, som i bøgerne kun er omtalt som “stemmen”, her har fået ansigt, da medlemmet Bo Weymann for første gang er trådt frem i offentlighedens lys. Det er da også på mange måder en besynderlig oplevelse at se den skallede, bebrillede og meget velformulerede it-direktør, hvis uskadelige fremtoning harmonerer dårligt med ens indre billede af en terrorist.

Filmen fortæller om hans vej til den politiske vold, som viser sig at være en gradvis forandring. Fra første stund i villaen i Gladsaxe, hvor hans far udbryder [i]”mordere!”[/i] mod tv-skærmen, når der vises billeder af de amerikanske soldater i Vietnam, over den fredelige begyndelse med indsamling af tøj og tæpper til de trængende palæstinensere. I fodsporet af storebroderen kommer han ind i den maoistiske gruppe KAK anført af den karismatiske, men forstyrrede Gotfred Appel, og derfra oprettes kontakten til terrororganisationen PFLP.

Beskrivelsen af Weymanns rejse fra økonomisk støtte, over overvågning af prominente jøder og til voldelige aktioner foregår i små skridt og er særdeles overbevisende beskrevet. Via interviews med Weymann, de involverede politifolk og tidligere KAK-medlemmer samt nogle særdeles veludførte rekonstruktioner af bandens chokerende brutale fremfærd opbygges et troværdigt tidsbillede med forholdsvis beskedne midler. Det er en elementært spændende og fascinerende historie, men også nødvendigvis en ufuldstændig fortælling, hvilket bl.a. skyldes det forhold, at PET’s oplysninger pga. den absurd stramme arkivlov ikke har kunnet undersøges, samt naturligvis at mordet på den 22-årige politimand stadig er uopklaret. Hvem, der skød ham, ved vi fortsat ikke, og Bo Weymann – der havde forladt gruppen på det tidspunkt – fastholder, at han heller ikke ved det.

Interessant er filmen også som en del af det opgør, som venstrefløjen aldrig har taget med sin revolutionsromantiske baggrund. Blekingegadebanden var næppe en gruppe af særligt ondskabsfulde individer eller en isoleret kræftknude i den danske folkesjæl, men derimod en del af den tidsånd, der talte positivt om brugen af voldelige midler med politisk øjemed. På den vis adskilte gruppen sig ikke voldsomt fra omgivelserne. De havde blot viljen til at gennemføre, hvad andre blot lod blive ved ordet.