[b]Uforglemmelig undergang[/b]

En gruppe mennesker danser i et støvet, underbelyst lokale. Lyden fra en pladespiller i hjørnet overdøves indimellem af eksplosioner i det fjerne, men der skrues bare højere op for musikken og trampes endnu hårdere på bordene, når bragene kommer nærmere. Smilene virker anstrengte, og svingommerne er enormt overgearede, som om deltagerne forsøger at ryste deres tydelige frygt ud af systemet. En enkelt kvinde kan ikke længere holde facaden. Hendes smil krakelerer, og hun begynder at tude, mens hun hvisker til sin veninde: [i]”Det hele virker så uvirkeligt… som en drøm man vil vågne op fra, men man kan ikke. Den bliver bare ved…”[/i] En eksplosion smadrer væggen og tvinger alle skrigende ned på gulvet.

“Der Untergang” er spækket med rystende sekvenser som denne, der brænder sig fast på nethinden. Det, at de tager udgangspunkt i virkelige hændelser, gør dem bestemt ikke mindre rammende, og ordene ytret i den ovennævnte scene afspejler den fornemmelse, man selv får som tilskuer. Oliver Hirschbiegels skildring af Det Tredje Riges sidste dage er nemlig både enormt uhyggelig og surrealistisk ligesom et vanvittigt mareridt, fordi invasionen af Hitlers Nazi-Tyskland ikke blot danner rammen om en masse destruktiv krigsførelse, men også adskillige bizarre beslutninger, som enten trodser al sund fornuft, er dybt forkastelige eller begge dele. Det er de allerværste facetter af den menneskelige skyggeside, som Hirschbiegel og Co. får belyst – den mest grufulde ondskab og det, der får folk til at falde for den.

Det er ikke kun synet af de dansende beboere i Hitlers underjordiske fæstning, som virker aparte. Mens lyden af russernes ustandselige bombardement runger i bunkerens korridorer, bliver gangene fyldt med behagelig englesang leveret af Joseph Goebbels’ seks børn. Hitlers ‘bedre’ halvdel, Eva Braun, læser et kærligt brev til sin søster højt, mens vi ser tyske soldater skyde hinanden for at undgå, at russerne gør det. Mens dele af hovedstaden står i brand, diskuterer Hitler sine højtstræbende arkitektoniske planer for fremtidens Germanien med sin berygtede rådgiver Albert Speer, og undervejs gifter Hitler og Braun sig også – blot få dage før parret begår selvmord.

Det virker alt sammen for sindssygt til at være sandt. Men Bernd Eichingers fænomenale, omfattende manuskript er baseret på vidnesbyrd fra flere af dem, der befandt sig i bunkeren, mens Sovjets tunge jerntæppe sænkede sig over Tyskland. Vi ser derfor heller aldrig Hitler sidde for sig selv, for naturligvis kunne ingen vide, hvad tyrannen foretog sig i enrum. Vi følger et væld af forskellige historiske personligheder – lige fra Hitler selv og hans anspændte generaler, til den sympatisk overlæge Ernst-Günter Schenck og en lille dreng, som ligesom sine landsmænd er blevet forblændet af Hitlers ækle, fordærvede vision og forsøger at bekæmpe de allierede på slagmarken.

Det lyder umiddelbart som om, at “Der Untergang” slår flere brød op, end selv verdens mest ambitiøse bager ville vove at proppe i ovnen på én gang. Men hverken filmens fokus, troværdighed eller tag i publikum svækkes nogensinde. Dertil er billedsiden for dragende, instruktionen for præcis, historien for velfortalt og ensemblet for overbevisende. Bruno Ganz leverer et af århundredets store kraftpræstationer som selveste Adolf Hitler. Han formår at gøre den diabolske despot uhyggeligt troværdig, hvilket gør ham [i]langt[/i] mere frygtindgydende end filmhistoriens ekstremt karikerede, endimensionale portrætter af Der Führer.

Og de mange handlingsforløb giver seeren et helt unikt indblik i (og overblik over) et særligt kapitel af verdenshistorien, som stadigvæk er omgivet af mystik. Og blot dét faktum, at Hitlers nationalsocialistiske ideologi var afskyelig, gør det ikke lettere at overvære mandens blåøjede undersåtter og hans nations hjælpeløse civile ryge med i faldet. Den evigt depressive stemning gør ofte “Der Untergang” svær at bære, men det havde også været besynderligt og forkert, hvis “Der Untergang” havde været decideret opløftende, og det er et nødvendigt mesterværk, som forhåbentlig kan være med til at forebygge tilsvarende katastrofer.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Udgivelsens transfer er lidt af en blandet landhandel. Visse skud ser helt fantastiske ud, mens andre billeder ser omtrent lige så godt ud, som de gjorde på dvd. Transferet er sædvanligvis lidt grumset, men det er tydeligvis et bevidst stilvalg, der oftest styrker følelsen af, at man overværer en nation i frit fald og forfald. Indimellem er mængden af gryn dog så høj, at man distraheres lidt – især fordi grynet oftest ligner digital støj. Billedet er meget skarpt, men glorier optræder undertiden. Farverne er troværdige og tilpas kølige, men kontrasten er indimellem flad under nattescenerne. Detaljerigdommen er dog ofte imponerende høj under dagscenerne.

[b]Audio[/b]

Under stort set hele filmen bliver Berlin bombarderet af den russiske hærs artilleri, og det giver diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix virkelig seeren lov til at mærke. Både LFE-kanalen og baghøjtalerne er aktive igennem størstedelen af filmen. Og i Hitlers bunker får bombernes fjerne, dybe rumlen og luftanlæggets ubehagelige susen virkelig tilskueren til at føle sig utilpas. Atmosfæren er uhyre plausibel og detaljeret, og der er flere fine, troværdige panoreringer. Dialogen er klokkeklar og auditiv støj forekommer aldrig.

[b]Ekstramateriale[/b]

“Der Untergang” er blevet udgivet på dvd to gange tidligere, og begge udgivelser husede en masse interessant ekstramateriale om både filmen og de autentiske steder, personer og begivenheder, den omhandler. Men intet ekstramateriale befinder sig på denne Blu-ray – ikke engang en trailer. Ærgerligt og besynderligt.