[b]Se og smid væk[/b]

Det ville alligevel være en overdrivelse at betegne det som en [i]tragedie[/i], at omtrent 450.000 billetter til “Blå mænd” blev indløst, mens den kørte i biffen. Det er trods alt ikke det danske folks skyld, at der ikke var bedre komedier tilgængelige i biografmørket sidste sommer. Men det faktum, at en farce så triviel som “Blå mænd” alligevel kan sælge knap en halv million billetter, understreger for alvor, hvor dybt den danske folkekomedies standard er faldet på det seneste.

En så talentfuld komiker som manuskriptforfatteren Mick Øgendahl burde være mere ambitiøs. “Blå mænd” føles til tider bare som et påskud for at give Øgendahl og instruktør Rasmus Heides gode venner nogle gysser ved at spække filmen med så mange små, gakkede roller, at filmens vigtigste historie og karakterer til tider føles fortrængte. Ja, undertiden fremstår “Blå mænd” nærmest som en ustruktureret sketchfilm á la “Monty Pythons meningen med livet” og tv-serien “Little Britain” – hvilket naturligvis havde været ganske okay, hvis “Blå mænd” havde været på samme niveau.

“Blå mænd” omhandler dog først og fremmest forretningsmanden Jesper – en forfængelig nar, som med alkohol i blodet kører direkte ind i en anden bil. Som straf skal han arbejde på en losseplads i en længere periode, og som om det ikke var slemt nok for den egoistiske laban, så skrider hans kæreste også, og hans spirende karriere som begæret forretningsmand bliver tvunget på køl. Men naturligvis begynder Jespers kolde facade at tø op blandt deponiets sympatiske personligheder.

Med en mindre charmerende skuespiller end Thure Lindhardt i hovedrollen havde “Blå mænd” slet ikke fungeret, eftersom Jespers transformation fra selvfed, kynisk businessmand til medmenneskelig helgen slet ikke er troværdig. Transformationen er simpelthen for hurtig og umotiveret – det virker ærlig talt, som om Jesper udelukkende vælger at behandle sine nye kollegaer godt, fordi han er tvunget til det efter uforsætligt at have brændt alle broerne på ruten tilbage til sit gamle arbejde. Men Lindhardt har den karisma og det glimt i øjet, som både filmen og karakteren behøver for at vinde seerens gunst.

Og Lindhardt er ikke den eneste skuespiller, som morer. En typisk entusiastisk Sidse Babett Knudsen er pragtfuld som den dagdrømmende Lotte, hvis fantasier er blandt filmens absolut sjoveste sekvenser – en kortvarig krigsscene og et forrykt opgør mellem Lotte og et par tyske fightere sætter for alvor lattermusklerne i gang. Troels Lyby er også herlig som genbrugsstationens disciplinerede leder, og Martin Brygmann, som portrætterer Jespers vulgære kørelærer, er som altid en fornøjelse. Men det er (forholdsvis overraskende) Søren Malling, som gør størst indtryk i rollen som Lybys koldblodige overordnede. Scenen, hvor han ankommer til lossepladsen med dyster, pompøs orkestermusik truttende ud af sin bils højtalere, er måske endda filmens sjoveste.

I sidste ende bør en komedies succes vel måles efter, hvor sjov den egentlig er. Og “Blå mænd” er da en tilforladelig farce, der med sin spilletid på sølle 85 minutter glider relativt ubesværet ned. Men plusserne opvejer kun lige nøjagtig minusserne. Øgendahl indrømmer på dvd’ens kommentarspor, at han aldrig før havde prøvet at skrive en drejebog til en spillefilm, hvilket måske forklarer, hvorfor den selv med sin korte spilletid løber tør for ideer før sin sidste akt. En oversentimental kærlighedshistorie er et af de mange sidespor, filmen desværre drejer ind på, når den ellers synes at køre på skinner. Og seancens slapsticksegmenter er også for platte, så selvom “Blå mænd” ikke ligefrem kan markeres som ubrugeligt skrald, så får man heller ikke den store lyst til at genbruge den.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Blå mænd” er tydeligvis blevet skudt med HD-kameraer, og derfor overraskes man ikke af transferets frydelige mangel på snavs og digital støj. Nævneværdige udtværinger eller glorier forekommer ikke, og farvetemperaturen er tilpas og stabil. Kontrasten er af og til lidt flad, og billedet er indimellem en smule blødt, men dog aldrig decideret uskarpt. Et glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

Både et DTS 5.1-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix medfølger, men forskellen er ubetydelig. “Blå mænd” er en dialogdrevet komedie, og replikkerne er både tydelige og har en behagelig rumklang. Støj optræder aldrig. Baghøjtalerne bruges sjældent, og hverken panoreringerne eller den auditive atmosfære er overrumplende imponerende. Under en uventet krigsscene i kapitel 5 vågner både baghøjtalerne og subwooferen dog for alvor op til dåd.

[b]Ekstramateriale[/b]

Skuespiller Mick Øgendahl og instruktør Rasmus Heide, som skrev manuskriptet i fællesskab, har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Duoen er ikke helt så humoristisk som håbet eller ventet, men de fyrer trods alt en masse morsomme kommentarer af undervejs, og så er de gode til at gennemgå intentionerne bag de enkelte scener og deres tilblivelse. Et tekst-kommentarspor medfølger også, som hoster op med en masse tekstlige informationer under filmen, og heldigvis gentager det ikke meget af det, som bliver konstateret på kommentarsporet. Nogle af anekdoterne er dog en kende vanvittige. Er det vitterligt meningen, vi skal tro på, at en bestemt skuespillerinde blev iført en kjole med en specifik farve for at fremprovokere en særlig respons fra tilskueren?

Derudover indeholder udgivelsens 1. disk også en ligegyldig, ultrakort dokumentar om den pølsevogn, som solgte de hotdogs, der blev ædt i filmen, samt trailere til “Julefrokosten”, “Far til fire på hjemmebane” og “Vicky Christina Barcelona”. Disk 2 indeholder 10 minutters festlige fraklip, et meget lille billedgalleri, tre dokumentarer om filmens effekter (samlet varighed: ca. 17 min.) og dokumentaren “Skraldets juveler” (23 min.), som byder på udmærkede og dejligt sarkastiske interviews med dem, der arbejdede både foran og bag kameraet på “Blå mænd”.