[b]Dårlige forbilleder i god film[/b]

Her er for en gangs skyld en rigtig positiv overraskelse: “Role Models” ser måske ikke voldsomt lovende ud ved første øjekast, og der er næppe nogen, som ligefrem vil ændre livssyn pga. denne film, men som en grov, skarp og stærkt underholdende komedie, der handler om folk, man rent faktisk bryder sig om, er den et sjældent frisk pust.

Filmen følger de to fyre Danny og Wheeler, der kører fra High School til High School med det tvivlsomme budskab, at man skal sige nej til hårde stoffer, men ja til den minotaur-energidrik, som de i stedet prøver at sælge til ungerne. I modsætning til den ubekymrede Wheeler er Danny imidlertid ved at gå til i lede over sit udsigtsløse arbejde, og da hans kæreste dropper ham pga. hans evigt mugne attitude, knækker filmen, og han bryder nok love til, at både han og Wheeler står over for en fængselsstraf.

De bliver i stedet sat til samfundstjeneste som voksenvenner til to børn med sociale vanskeligheder, og deres nye chef sætter dem sammen med to af de sværeste sager. Wheeler skal tages sig af den grovkæftede 11-årige Ronnie, mens Danny skal forsøge at hjælpe den indadvendte Augie, der virker helt fortabt i en live-rollespilsverden.

Overstående lyder måske nok som optakten til en ret forudsigelig affære: De voksne skal hjælpe børnene til at få succes, og samtidig lærer de også selv noget om ansvar og medmenneskelighed, der også hjælper dem til at blive mere harmoniske mennesker. “Role Models” er da også en film af den type, men samtidig er den en så hjertevarm, veludført og slet og ret morsom komedie, at det ikke gør så frygteligt meget.

Det er der mange årsager til. En af de mest indlysende er Paul Rudd, som ikke blot er medforfatter på manuskriptet, men også spiller den evigt gnavne Danny i lige den rigtige lidt overdrevne tone, således at hans manglende humør både er sjovt, men samtidig ikke så karikeret, at man ikke kan forholde sig til det. Filmen er dog også fyldt med fornøjelige biroller, heriblandt er ikke mindst Danny og Wheelers overordnede – den tidligere narkoman Sweeny, hvis ligefremme facon og sprog udgør en bizar modsætning til hendes velgørenhedsarbejde, og som lynhurtig bliver alt for detaljeret i beskrivelserne af sit tidligere liv som prostitueret. Underholdende er også den live-rollespilsforening, som Augie deltager i, hvori de alt andet end heroisk udseende voksne mænd agerer ridder og elver med en komisk højtidelighed, som filmen formår at lave sjov med, uden at tonen bliver hverken ondskabsfuld og latterliggørende.