Filmz
Eventyret om Despero

Tale of Despereaux, The

Medvirkende:

Matthew Broderick, Dustin Hoffman, Emma Watson, Tracey Ullman, Kevin Kline, William H. Macy, Stanley Tucci, Ciarán Hinds, Robbie Coltrane, Tony Hale, Frances Conroy, Frank Langella, Richard Jenkins, Christopher Lloyd, Charles Shaughnessy

Instruktør:

Sam Fell, Robert Stevenhagen

Filmlængde:

94 minutter

Genre:

Komedie, Animation, Adventure, Fantasy, Familie

Eventyret om Despero

[b]Mand eller mus?[/b]

[i]”Det gør ikke noget at være født i andegården, når bare man har ligget i et svaneæg”[/i]. Sådan lyder H. C. Andersens måske bedst kendte morale, og skulle den findes et sted i dag, kunne det være i “Eventyret om Despero”, hvor den lidet menneskeafholdte gnaver Obskur må lægge øre til [i]”En rotte er en rotte, og så er det ligegyldigt, hvor den kommer fra”[/i]. “Eventyret om Despero” tager det klassiske eventyr op til revision i en fortælling, ikke om svaner og ænder, men om mus og rotter.

[image=38481]

I kongeriget Dor er der lagt op til den årlige suppedag. Chefkokkens gigantiske suppeterrin lokker både hoffet og almue til smagsprøve på slottet, men den talende rotte Obskur bliver så fristet af suppen, at den snubler ned i første servering. Dronningen dør af skræk og efterlader Dor i en trist stemning, hvor rotter og supper er bandlyst. Musen Despero lever under slottet og fornægter musenes love om at være bange for mennesker og ender med at blive forvist til rotteriget efter gentagne gange at have hilst på menneske-prinsessen. Tjenestepigen Sis bliver uvenner med prinsessen og tvinger hende ned i fangekælderen med hjælp fra Obskur, og det er nu op til Despero at vise sit ægte heltemod.

[image=38480]

Gourmetsuppe, der lige skal have det sidste krydderi; gnavere, der ikke vil fornedre sig selv til at spise, hvad de egentlig bør; og fransklydende navne. Hmmm, det lyder jo ret bekendt, men lad nu det ligge. “Eventyret om Despero” starter som enhver fortælling for børn med et “Der var engang…” fortalt af en hyggelig kvinde-fortællerstemme. Kongeriget Dor er fantasifuldt tegnet og alt virker som starten på et godt eventyr. I fangekælderen har alle rotterne rottet sig sammen i et dekadent og beskidt samfund, hvor jævnlige ofringer holder gejsten oppe. Lidt tættere på slottets plan er museriget, hvor Despero vokser op. Som en krydsning mellem Disneys Dumbo og hans museven har Despero større ører end sit eget hoved og bliver udstødt af sit eget miljø og, nå ja, så kan han også flyve med sine kæmpeører. Despero og Obskur er egentlig elskværdige figurer, men det er mere, end man kan sige om resten af galleriet.

Kongen af Dor sidder gennem hele historien i sorg og spiller lut, mesterkokken af den årlige suppedag triller tommelfingre i kælderen, prinsesse Ært (med endnu et vink til H. C. Andersen) virker i sin anonymitet som en parodi på en prinsesse, dog uden humoren som i “Shrek”, og en kokkeassistent bestående af grøntsager og frugt (ja, virkelig) gør forvirringen komplet. Hvorfor koncentrerer historien sig ikke om hovedfiguren Despero, der lægger navn til filmen? Der er simpelthen for mange ligegyldigheder at holde styr på, specielt for børn.

[image=38483]

Kort om filmen

Det starter med en rotte i suppen, en dronnings død og en konges sorg. En skygge lægger sig over kongeriget Dor, hvor kongen forbyder den suppe, som alle ellers sætter så stor pris på. Selv Prinsesse Ært bliver sørgmodig. Kun tjenestepigen synes stadig, at det må være evigt dejligt at være prinsesse. Men alt det bliver ændret af en enkelt modig, lille mus ved navn Despero. Han har læst om riddere i skinnende rustninger, der bekæmper drager, og han ved nok, hvordan en jomfru i nød ser ud. Det bliver starten på en færd, der bringer Despero fra de kongelige gemakker til de dystre fangekældre og kloakker under slottet, hvor rotterne hersker i et skyggerige. Det bliver indledningen på en historie om hævngerrighed, jalousi og forræderi – men også om stort mod og tilgivelse… og suppe.

Ads by MGDK