[b]I tvivlens tunge skygge[/b]

Hvad der ikke mindst er så genialt ved “Doubt” er, at filmen handler om flere vidt forskellige historier alt efter, hvilken synsvinkel man anlægger, og det er temmelig sandsynligt, at to mennesker vil have hver sin opfattelse af, hvad præcis historiens tema er. De vil også på sin vis begge have ret.

Der er ikke blot en simpel sandhed i denne film, som er en filmatisering af John Patrick Shanleys skuespil, som han nu selv har bragt til det store lærred med dobbeltrollen som instruktør og manuskriptforfatter. Det er han sluppet ualmindelig godt fra.

“Doubt” udspiller sig 1964 i en katolsk skole og kirke i New York. Her styres eleverne med stensikker jernnæve af søster Aloysius, der i Meryl Streeps skikkelse svæver over børnene som en grib på udkig efter den mindste forseelse, som hun frådende kan kaste sig over. Den unge og reformvillige præst fader Flynn, spillet af Philip Seymour Hoffman, er stille utilfreds med det stramme menneskesyn og forsøger at vise eleverne et mere venligt og menneskeligt ansigt. Han kaster særlig sin opmærksomhed på den indesluttede Daniel, der som den eneste sorte elev føler sig ganske isoleret. Da opmærksomhederne bliver mere omfattende, begynder den unge søster James at have en ubehagelig mistanke om, at forholdet er af en ganske ubehagelig karakter.

Mistanken er om pædofili – selvom det aldrig bliver nævnt med et ord – og inden længe er søster Aloysius fuldt overbevist om, at en sådan episode faktisk har fundet sted. At føle sig sikker på noget er imidlertid ikke det samme som at vide, og som tilskuere er man mere i vildrede. Er søster Aloysius så overbevidst pga. sin menneskekundskab, som hun selv påstår, eller er det blot fordi hun så gerne vil have ret? Fra starten af betragter hun fader Flynn med slet skjult ubehag, og da en magtkamp mellem de to begynder at tage til – formidabelt illustreret i en scene, hvor den godmodige fader skødesløst tager hendes stol – leder hun måske blot efter en anledning til at fare i flæsket på ham.

Vi ved det ikke, og måske ved hun det knap nok selv, og selve tvivlen er fra starten af filmens egentlige emne, da faderen indleder filmen med en tankevækkende prædiken, der netop handler om manglen på vished. Dialogen og emnerne er da også fra begyndelsen gennemført med fuldstændig og nådesløs sikkerhed. Shanley ved præcis, hvad han vil opnå, og går direkte efter struben med en film, som allerede fra første minut tvinger tilskueren til at reflektere over handlingen.