[b]Ikke ligefrem noget at være stolt over[/b]

Korrupte politifolk lader til at være et fuldstændig uudtømmeligt emne, når der skal produceres film, og med “Pride and Glory” får vi den nyeste på stammen, som i det store og hele ikke adskiller sig voldsomt fra alle de andre eller for den sags skyld den gennemsnitlige tv-krimi.

Hele scenariet sættes i gang da fire betjente omkommer i et blodigt opgør, der mistænkeligt ligner et baghold. Den patriarkalske familiefar Frank Tierney, spillet af Jon Voigt, sætter sin søn Frank i Edward Nortons skikkelse på sagen, hvis ofre arbejdede i Franks brors afdeling. Medinvolveret er også deres svoger Jimmy Egan, spillet af Colin Farrell, der ligeledes arbejder i den selvsamme afdeling.

Tingene viser sig naturligvis at være mere indviklede end som så, og snart kommer Frank på sporet af den korruption, der viser sig at gennemsyre afdelingen. Det gælder ikke mindst Jimmy, som i virkeligheden er dybt involveret i narkohandel, og som fremviser så voldelige tendenser, at selv Keyser Söze ville ryste i bukserne.

Alt dette fører til de sædvanlige scener og overvejelser: Frank er i konflikt med sig selv om, hvorvidt han skal angive svogeren; hans bror er rystet over at opdage korruptionens omfang i sin egen afdeling; Jimmy er presset af omstændighederne og leder desperat efter en udvej, alt imens Jon Voigt drysser rundt som det mentalt fraværende familieoverhoved og fylder sig med nok whisky til at holde Skotlands økonomi kørende. Der er kort sagt intet nyt under solen, og man kender allerede alle klichéerne fra lignende film om sammentømrede irske politifamilier, der kommer under pres, og filmens handlingen udspiller sig da også fuldstændig efter bogen.

“Pride and Glory” er fyldt med kompetente skuespillere, der alle har bevist deres værd i andre film, men som bliver seriøst udfordret af et tvivlsomt manuskript. Det gælder ikke mindst Collin Farrell, hvis korrupte strømer i et øjeblik leger kærligt med ungerne og i det næste truer med at vansire et spædbarn med et varmt strygejern. Endnu mere utroligt er det, at han har giftet sig ind i familien og samtidig har præsteret af lede en hel politiafdeling af kriminelle, uden at et eneste af medlemmerne i familien har bemærket det. Lad gå hvis de var en familie af blikkenslagere, og han sort skiftede pakninger i al hemmelighed, men at en gruppe politifolk ikke opdager det virker mildest talt utroværdigt.