[b]Rutinepræget remake[/b]

Hvis Gækkeren vitterligt bliver skurken i den næste “Batman”-film, findes der så et bedre valg til rollen som den enigmatiske slyngel end Nicolas Cage? Skuespilleren er jo nok det nærmeste, man kommer på en omvandrende gåde – en ekstremt uforudsigelig herre, der den ene dag nærmest synes at gå i søvne i rædsomt skrammel som “Next”, “Windtalkers” og (ikke mindst) “The Wicker Man”, mens han i den næste brillerer og leverer Oscar-værdige præstationer i film som “Orkidé-tyven” og “Leaving Las Vegas”. Cage har tydeligvis talent, men den prisbelønnede skuespiller træffer altså tit karrierevalg af samme vanvittige art som hans beslutning om at døbe sin søn Kal-El.

På den såkaldte Cage-skala befinder “Bangkok Dangerous” sig dog heldigvis ikke i selskab med de ovennævnte fadæser, men snarere på omtrent samme niveau som metervarerne “National Treasure” og “Con Air”, hvilket alligevel er bedre end ventet, når man tager mandens seneste års pinlige udskejelser i betragtning. Pang-tvillingebrødrenes thriller er en genindspilning af duoens kinesiske originalfilm, og havde det ikke været for få, men virkelig nagende skavanker, havde “Bangkok Dangerous” formentlig endt som en af Cages mere respektable mainstreamfilm á la “Face/Off” og “The Rock”.

Cage er ganske hæderlig som fortællingens amerikanske lejemorder Joe, der drager til Bangkok i Thailand for at afvikle en allersidste opgave, inden han skrinlægger karrieren som drabsmand. Cage er tydeligvis veloplagt, og han mønstrer et forfriskende seriøst portræt af en ensom mand, hvis strikte lejemorderkodeks udelukker almindelig menneskelig kontakt. Men et møde med den lokale charmetrold Kong, som bliver Joes assistent og senere hans elev, samt den henrivende, døve apoteker Fon får langsomt Joes iskolde facade til at smelte. Det er en klassisk, moralsk fortælling om en kynisk mand, hvis samvittighed vokser i takt med hans afsky for sig selv og sin profession. Og naturligvis er der ikke megen tvivl om, hvorvidt Joe magter at tilbagelade [i]the dark side[/i] og rette sit våbenarsenal mod de rette.

Et traditionelt plot, bevares, men ikke et helt uden potentiale. Filmens største problem er, at historiens store vendepunkter slet ikke fungerer efter hensigten. I begyndelsen af filmen myrder Joe ikke blot gladeligt sine mål, men også sine uskyldige assistenter uden så meget som et glimt af anger. Og Joes pludselige beslutning om at undervise Kong i stedet for at likvidere ham bliver slet ikke forklaret tilstrækkeligt. Det samme kan i øvrigt siges om Joes beslutning om at droppe lejemorderbranchen. Endnu mindre plausibel er romancen mellem lejemorderen og Fon, som er alt for banal og sentimental til en så alvorsfuld film, selvom begge skuespillere gør det godt. Scenerne med parret hjælpes heller ikke af den sædvanligvis habile Brian Tylers kedelige klavertema, som dukker op igen og igen og igen…

Problemerne lyder måske trivielle, men de gør, at man aldrig rigtig køber Joes forvandling eller forholdene mellem karaktererne, og derfor forbliver der en kølig distance mellem tilskueren og de fiktive helte. “Bangkok Dangerous” har altså hjertet på rette sted, men den savner en sjæl. Og selvom hverken den sukkerlakerede kærlighedshistorie eller Joes mentorforhold til den karismatiske Kong er fuldstændig uinteressant, ville en finpudsning af drejebogen have været mere end velkommen.

Man efterlades i stedet med en ret så uengagerende actionfilm blottet for både elskværdige helte og mindeværdige skurke. Der er heller ikke nogen nævneværdige overraskelser undervejs, og konklusionen på Joes personlige rejse er desværre hverken uventet eller tilfredsstillende. Pang-brødrene er ikke ligefrem af samme støbning som landsmanden John Woo, men de har dog skruet nogle ganske underholdende, om end korte actionscener sammen. Tempoet er generelt højt, og der er ingen decideret overflødige sekvenser, så man keder sig heldigvis aldrig. Og hverken lydsiden eller den dystre, enormt stemningsfulde gengivelse af Bangkoks natteliv kan man for alvor sætte en finger på. Men endnu en letfordøjelig stiløvelse er ikke ligefrem noget, som pynter på Cages CV.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Transferet har en dejlig celluloidagtig tekstur takket være den fornemme gryngengivelse, som altså giver billedsiden et filmagtigt look. Der forekommer aldrig overrumplende mængder gryn, og hverken digital støj, snavs, komprimeringsfejl eller udtværinger forekommer. Der er ganske vist fåtallige glorier, og sortniveauet har en tendens til at være lidt for kraftigt, men dette er under alle omstændigheder et strålende transfer.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-mix imponerer også. Der er en lettere irriterende niveauforskel på lyden af henholdsvis replikkerne og lydeffekterne, så indimellem sidder man og roder lidt med fjernbetjeningens volumenknap. Men dét minus er bestemt til at leve med, når nu filmen lyder så godt, som den gør. Dynamikområdet er enormt – både høje og dybe toner gengives klokkeklart. De musikalske indslag udnytter hele kanalnetværket (inkl. subwooferen) på effektiv vis, og actionsekvenserne er spækket med fænomenale panoreringer. De mere stilfærdige scener suppleres af talrige subtile lydeffekter, der skaber en plausibel auditiv atmosfære. Replikkerne lyder måske indimellem lidt lave, men de har til gengæld en god rumklang og plages aldrig af støj.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over filmen indeholder dvd’en kun et trailershow med uddrag fra “Battle in Seattle”, “Babylon A.D.”, “Smiley Face” og “Chaos Theory”. Her er ikke engang en ordentlig menu med kapiteloversigt.