Det er efterhånden sjældent, at man bliver overrumplet af en films udtryk og fortællestil. Og ikke et ondt ord om det. Der er jo en grund til, at instruktører ofte benytter sig af den samme, simple opskrift – simpelthen fordi den fungerer. Men når man så pludselig falder over en film, der udfordrer og giver en oplevelse, man ikke har fået før, så brænder den sig fast i bevistheden. Enten fordi eksperimentet mislykkedes groft, eller fordi det simpelthen væltede én bagover. Den israelske dokumentarfilm “Waltz with Bashir” hører til blandt de mest vellykkede eksperimenter, jeg har set i mange år, og sætter en stor, fed streg under det faktum, at dokumentargenren i høj grad er [i]alive and kickin'[/i].
[image=33570]
Historien er der altså ikke noget specielt nyt i. Krigstraumer og fortrængte minder fra en dyster fortid er der før blevet lavet dokumentarfilm om. Det er derimod filmens visuelle formsprog, der springer i øjnene som værende unikt og anderledes, for den israelske instruktør har valgt at animere hele sin film i en blanding af smukke og mætningsfarvede baggrunde og grove, tegneserielignende figurer. Det fungerer ualmindeligt godt og giver filmen en poetisk og hypnotiserende æstetik, som gør stort indtryk.
[image=33575]
Instruktøren har begået lidt af en genistreg ved at bygge handlingen op omkring fortællingerne fra sine gamle soldaterkammerater og sine egne minder, der langsomt dukker frem. Det gør, at man får krigens rædsler fortalt fra forskellige vinkler. Krydsklipningen mellem Folmans detektivarbejde og de mange flashbacks tilbage til den krig, han så desperat har prøvet at slette fra hukommelsen, fungerer eminent. Krig skal huskes, ikke glemmes, for så glemmer vi os selv og lukker øjnene for, at historien gentager sig.
[image=33576]