At datingverden kan være et temmelig anstrengende bekendtskab er vel efterhånden en pinefuld sandhed, som de fleste før eller siden må se i øjnene. Hele ritualet, komplet med svedige håndflader, nervøs latter og ubekvemme perioder med larmende stilhed, kan hurtigt blive en alt andet end romantisk oplevelse.
[image=33365]
Det er ikke mindst et problem for Gigi i skikkelse af Ginnifer Goodwin , der konstant forbliver i en tilstand af udsigtsløs forhåbning, og hænger endeløst ved telefonen længe efter, at fyren for længst havde ringet tilbage, hvis han var interesseret, og generelt skræmmer dem væk med sin overentusiasme. Hun søger råd fra veninderne Beth og Janine spillet af henholdsvis Jennifer Aniston og Jennifer Connelly samt bartenderen Alex spillet af Justin Long. De har dog alle deres egne problemer: Janine har en kæreste, som efter syv år stadig ikke vil giftes, hvorimod Janines mand er begyndt at vise upassende interesse for den spirende sangerinde Anna.
[image=33364]
Bogen er mere en serie anekdoter end en egentlig overordnet beretning, og ligeledes er filmen blevet en ensemblefortælling, uden en egentlig hovedperson, om end Gigi og Alex fylder mest, og mest eksplicit henviser til filmens tema om misforståede tegn og dårlig kommunikation. Filmen er da også bedst i dens observationer af nervøse stævnemøder, stagnerende forhold og kønnenes forskelligheder, områder som den behandler komisk, men indimellem også ganske indsigtsfuldt. Den er ofte ganske skånselsløs i sin udlevering af både den kvindelig og mandlig adfærd, og man nikker hurtigt genkendende til adskillelige af personernes tanker og følelser.
[image=33361]