[b]Når mennesker mødes, og sød musik opstår[/b]

Der er på flere måder sød musik i vente for de nok så kræsne øregange med irske John Carneys mageløse og herligt underspillede musical “Once”, der imponerer med en sjældent set indadvendt charme. Trods et gennemgribende spartansk udtryk efterlader filmen, der har rodfæstet sig midt i den irske sangskat, et uafrysteligt aftryk på nethinden.

Handling er der ellers ikke meget af. Og det er skam heller ikke meningen. To anonyme skæbner af hvert sit køn og begge omkring de tredive mødes af tilfældighedens vej på en gågade i den irske hovedstad Dublin, hvorved sød musik opstår. Deres navne får vi aldrig, og det er også fint. For budskabet ligger latent og antyder, at det i og for sig kunne have været hvem som helst og hvor som helst. Han optræder som gademusikant, og hun tjener til dagen, vejen og føden til sin lille søn ved at sælge magasiner og blomster på gader og stræder. Men i musikken finder de fællesskab og en delt fortrolighed.

Det er startskuddet på en turbulent rejse underlagt følelsernes vold. Det er en rejse, hvor kærligheden til musikken er gennemgående, og hvor kærligheden til selve livet ikke er tilsvarende, men ikke desto mindre smitter af på lyduniverset. En lurende kærlighedsfortælling synes endda i syne et sted i horisonten, om end de begge har deres lig i lasten. Den del får vi eksekveret igennem musikken, der dermed bliver samlende for filmen som sådan og også for de to plagede sjæle, der på skift udbasunerer storladne, følsomme og blaserte kærlighedsnumre fyldt med en nerve og et nærvær, der kunne været selv den mest rutinerede singer-songwriter vel undt. “Once” er en gave til musikkens historie. Intet mindre.

Stærkest er dog filmens evne til at skære helt ind til benet og forherlige dens spartanske og minimalistiske niveau, hvor storheden og storladenheden ligger i de små, glatbarberede og livsbekræftende anekdoter, der er uundværligt fyld i “Once”. Heri er så meget varme, medmenneskelighed og empati, at det må få ethvert varmesøgende missil til at sætte kursen mod den irske storby. Det vi her har med at gøre er en film om drømme og om håb. Den egentlige hovedperson har drømmen om at bryde igennem som musiker, hans elegante østeuropæiske modspil drømmen om at sammenføre familien. Igennem samværet med hinanden får de måske skubbet lige præcis så meget til hinanden, at det kan sætte gang i de nødvendige processer for at opfylde drømmenes mål.

Undervejs turer de byen rundt, nyder tosomheden frem for ensomheden, spiser middage og låner sig til jam sessions i den lokale musikbutik. Kemien får eklektiske udladninger, særligt igennem musikken. Men selv om det skulle synes oplagt, og der bestemt flirtes til grænsen, så synes ingen for alvor at kunne tage det første skridt og lade kærligheden blomstre. Alligevel komplimenterer de to jævnaldrende hinanden fortræffeligt på den musikalske scene, og særligt filmens egentlige finale, hvor en plade forsøges indspillet er en mindeværdig oplevelse og hele filmen værd. Den irske lune og selvfremstillende ironi er allestedsnærværende og gør samtidig “Once” til en aldeles uhøjtidelig, men rørende oplevelse.

Selv om hele indfatningen umiddelbart hviler i en digel af positivisme, næstekærlighed og medmenneskelighed, så viser det sig undervejs, at kærligheden ved gud er et mangehovedet monster, der også kan vise sig fra sine mindre skønne sider. Måske er det i virkeligheden derfor, de to hver især fornemmes flygtet fra en uvis fortid og i stedet har indfundet sig i musikkens hovedstad. Svaret står skrevet i vinden, men undertiden, som de kommer tættere på hinanden, erfares det, at han som et såret dyr på savanen er flygtet fra et forlist forhold i London, mens hendes historie i og for sig ikke er voldsomt anderledes.

“Once” er en sansende oplevelse med mange facetter og mange niveauer. Det er svært at sætte sin finger på noget og da slet ikke skuespillet, som bæres eminent i hus af de to hovedrolleindehavere Glen Hansard og Markéta Irglová. De to matcher hinanden blændende, er utroligt godt castet, og sammen giver de det tilskud, der sender filmen lige i hjertet. “Once” er en regulær genistreg fra en instruktør, der tydeligvis foretrækker en bearbejdelse af de små historier. Og gud ske tak og lov for det. Resultatet foreligger dermed soleklart. Nærværende film er formentligt én af de absolut bedste musikfilm, der er komponeret i en anseelig årrække.

[b]Video[/b]

“Once” præsenteres i et rimeligt anamorphic widescreen 1.85:1-format, som dog ikke er uden præg af de forholdsvist simple produktionsforhold. Edge-enhancement forekommer i filmens lysere scener, mens grums, udtværinger og blødhed også kan detekteres undervejs i filmen. Herudover er kontrasten ligesom farvetemperaturen nogenlunde stabil i det jævne, men ikke imponerende transfer.

[b]Audio[/b]

Den engelsksprogede film suppleres på lydsiden af et Dolby Digital 2.0-lydspor, som er anderledes vellykket. Dialogen er tydelig og uden eksempler på overstyringer, mens atmosfæren underneden også gør en god figur. Vigtigst er dog musikken. Det er den, det hele handler om, og den kommer godt og iørefaldende ud.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet rummer to underholdende og indlevende kommentarspor, begge med instruktøren John Carney samt de to skuespillere Glen Hansarrd og Markéta Irglová, hvor der i det ene skeles til filmen som sådan og i det andet til de sange, der eksekveres undervejs. I to featuretter gås via interviews samt klip fra filmen tæt på henholdsvis filmens tilblivelse og historien bag. Endelig suppleres – i den mere ligegyldige afdeling – med tre små håndtegnede sekvenser, der følger en smule af filmens musik.