[b]Kongen er vendt tilbage[/b]

For den amerikanske og avantgardistisk funderede filminstruktør David Lynch har livet både i og uden for filmens univers aldrig været en gylden og regelret middelvej, og det har kunnet mærkes på indholdet, der stiller umådelige krav til publikum.

David Lynch har altid været førende inden for sit felt – at dissekere det forlorne og det vederstyggelige i det amerikanske samfund. Men han interesserer sig samtidig for, hvad der rører sig uden for land og riges grænser. Det får vi ikke mindst syn for i “Inland Empire”, hvor der på det kraftigste knyttes bånd til et Østeuropa i tøbrud efter jerntæppets fald. Og der bliver bestemt ikke sparet på krudtet.

Som så mange gange før kredser Lynch om det metafilmiske snit, hvor det indledningsvis synes en overkommelig opgave at skille fiktionens utallige lag ad. Så nemt bliver det dog ikke ved med at være. “Inland Empire” fortæller historien om den fallerede, men stenrige skuespillerinde Nikki Grace, der tager skridtet tilbage mod rampelyset ved at medvirke i den notoriske filminstruktør Kingsleys – spillet fortræffeligt af Jeremy Irons – seneste bogadaptation. Alt er naturligvis ikke, som det bør være, og mellem kulisserne lurer et muligt thrillerplot med mord, intriger og utroskab. Væsentligst er dog måden, Lynch leverer varen på, og selv for den mest hårdkogte Lynch-analytiker er det svært at skelne mellem filmens hovedåre, sekvenser fra filmoptagelsen i filmen og så al staffagen midt imellem.

Alligevel er der noget svært dragende over “Inland Empire” og særligt inddragelsen af polsk folklore i metermål. Som i både “Mulholland Drive” og “Lost Highway” bruges den amerikanske folkesjæl til at udstille en kvinde – her Laura Derns Nikki Rage/Susan Blue – i en identitetssøgende krise. Hun ved simpelthen ikke, hvem hun eller hendes tilhørsforhold rent faktisk er. Indledningsvis holder den bedagede skuespillerinde skansen og agerer på rutinen under indspilningerne til “No More Blue Tomorrows”, som angiveligt tager udgangspunkt i netop et østeuropæisk sagn.

Grueligt galt går det dog, da Nikki godt og vel en time inde i filmen entrer et hus i kulisserne og dermed i sagens natur entrer Pandoras boks. Herfra er der ingen vej tilbage, og herfra falder vendepunktet også i “Inland Empire”, der fra da af er en tour de force i David Lynchs allerdybeste afkroge af hjernecentret. Elegancen er allestedsnærværende, og krydsklipningen mellem de mange lag – mellem filmoptagelserne, overklassen og prostitutionen på Hollywood Boulevard – er en ren magtdemonstration. Der er ingen under eller ved siden af Lynch. Filmen rummer utallige mindre medvirkender og cameos fra større navne som Harry Dean Stanton og William H. Macy. Og man forstår da også lysten til at stille op – her foreligger kunstfilmens nyeste førerbunker.

I modsætning til tidligere film er det ikke i denne omgang hofkomponisten Angelo Badalamenti, der har stået for lydkulisserne. Men det bliver den del nu ikke mindre vellykket af. Når misbrugte kvinder filmen igennem igen og igen udsættes for overgreb eller fortæller om samme, så giver de auditive raseriudbrud blot filmen en stemme. Ligesom med “Mulholland Drive” refererer også “Inland Empire” til en faktisk lokation i det californiske opland, hvor en del af sceneriet udspiller sig. Det er her, Nikki har sit domicil sammen med den undseelige ægtefælle og ellers ikke har kontakt med naboerne, selv om hun gerne får det til at lyde sådan. Det er nemlig en streng, Lynch ynder at spille på i nærværende film – anonymiteten og intimsfærens grænser. Derfor begrænser karakterernes relationer sig udelukkende til perifere bekendtskaber og forestillingen om venskaber.

På mange måder er “Inland Empire” den forventelige fundats fra instruktørens hånd. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at filmen kunnet have udviklet sig anderledes. Det bizarre, det rummelige og det klaustrofobiske. Er det drøm eller virkelighed, dødsensalvor eller et galgenhumoristisk træk? Filmens mange lag afslører det ikke i sig selv, men understreger ikke desto mindre filmens status som konstruktion. Sammensætningen, skuespillet, instruktionen, de mange hints undervejs og de drevne tematikker er kun enkelte antydninger af, at David Lynch er tilbage med saft og kraft. “Inland Empire” er et unikum inden for sin art. Der bliver ikke givet løsninger og ikke henvist til smutveje, men giver man filmen den rette tid til at synke ned, er belønningen fyrstelig.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som modsat filmen i sig selv ikke imponerer. Billedsiden rummer flere tilfælde af edge-enhancement, dog fortrinsvist i filmens lysere scener, mens digitale forstyrrelser kun forekommer i begrænset omfang og udtværinger slet ikke. Farvetemperaturen holder sig til gengæld stabilt, mens kontrasten varierer en del. Et rimeligt, men ikke epokegørende transfer.

[b]Audio[/b]

Bedre er de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig og ikke præges af overstyringer, med mindre det er et bevidst valg fra instruktørens side. Atmosfæren fremstår sammen med underlægningsmusikken stærkt underneden og understreger, hvor væsentlig netop den auditive mur er i Lynchs betagende univers. Høj, høj klasse.

[b]Ekstramateriale[/b]

Mest skuffende er ekstramaterialet. Ud over tre teasere er eneste anden substans en kortere interviewsession, hvor den kunst- og David Lynch-interesserede Michel Chion interviewer selvsamme Lynch i et galleri i Paris og derved forsøger at bygge bro mellem kunsten og instruktøren. Selve opsætningen virker forceret, og under alle omstændigheder burde der være stof nok til at gå mere i dybden.