[b]Mens vi venter på musikken[/b]

Mens folk og fæ i spænding venter på offentliggørelsen af de første navne til årets Roskilde Festival, så giver det immervæk lette og adrætte hop i hjerteregionen i tilbageblik at mindes stunder på tidligere udgaver af samme festival. Den mulighed er nemlig nys opstået med udgivelsen af dokumentaren slet og ret lydende navnet “Roskilde”, som går tæt på og bag om en af Europas absolut største kulturbegivenheder overhovedet.

Rorstyrer på dokumentarprojektet er den forholdsvist ubeskrevne Ulrik Wivel. Men han har ikke været alene, og det bemærkes. Med på holdet og med til indfangelsen af de små, men ikke uvæsenlige bihistorier har været ikke mindre end elleve medinstruktører, og det forklarer måske filmens til tider noget ramponerede og usammenhængende didaktik. Alligevel hører det samtidig til et af filmens absolutte charmetræk. Som mangeårig festivalgænger er det svært ikke at nikke genkendende til de mange brudstykker og ufuldendte sanseindtryk, som udgør enhver oplevelse på festivalen, hvad enten det har været i sjap og smat eller i bagende solskin og med afsvedne og støvede lemmer til følge.

Bedst er nemlig den fine fornemmelse for den ungdomskultur og aspekterne deraf, som år efter år har gjort Roskilde Festival til en af de mest tilbejlede på verdensplan. Vi er med under teltdugen, når unge og festende festivalgængere svømmer hen i livets skinbarlige liderlighed, og hvor snakken oftest kredser om sex, druk og rock ‘n roll. Men vi er skam også med, når musikken spiller, og de programsatte musikere entrer scenen for at underholde og henrykke de tusindtallige skarer. På sidelinjen kører – og det er formentlig allerstørste styrke i nærværende dokumentar – et fragilt og hudløst ærligt interview med den mangeårige og nu afgåede festivalleder Leif Skov, der, som var han trængt op i en krog, beretter kompromisløst om festivalens op- og nedture, gode og dårlige sider.

“Roskilde” er symbolet på en ungdomskultur og på glæden ved selve livet. Fandenivoldskheden er allestedsnærværende og kommer til udtryk i rablende gale udbrud og gakkede tiltag blandt publikum, som nok ville få de fleste til at rynke på næsen i dagligdagens jantelovsdanmark. Men inden for festivalens afgrænsede arealer er alt tilladt, og det udnyttes til fulde, når musikelskende freaks trækker i det stiveste puds eller smider tøjet, og når traditionerne holdes i hævd år efter år eller for nybegyndere startes lige nu og lige her i nu’et. For i nu’et er vi, og det handler om at leve livet, som gjaldt det allersidste sekund.

Nu skal musikken ikke glemmes, og det bliver den heller ikke. I passende doser serveres vi for en række koncertoplevelser af ypperste karat, når tidens toner i form af bl.a. Franz Ferdinand og The Streets spiller op til fest og oftest glider over i liflige og stemningsfyldte montager, der om noget viser og sammenkobler essensen af Roskilde. Charmen ved festivalen godt tredive kilometer fra den danske hovedstad har alle dage været den uventede parameter, som næsten altid giver gode oplevelser og en god stemning og kun meget sjældent giver det modsatte. Det skete dog med den tragiske dødsulykke ved årtusindeskiftet, der satte forskellen på liv og død i perspektiv og endnu engang understregede, at det handler om at leve livet, mens vi kan. På et splitsekund kan det være omme.

“Roskilde” lægger indledningsvis op til en række parallelhistorier, som aldrig rigtigt indfries. Der er den udenlandske tilrejsende musikfan, som hverken har billet til toget eller til festivalen, men har planer om at planke den for at opleve musikken på nærmeste hold. Der er bussen med den store hob alkoholpåvirkede svenskere, og så er der den attraktive hiphoptrold Aida fra duoen Ida Aida, der i denne omgang dog optræder som privatperson og festivalgænger.

“Roskilde” har uden tvivl ikke været en nem film at lave, hvis der da eksisterer noget sådant. Emnet fordrer uendeligt mange tilgange, men alligevel har de deltagende fotografer, formentlig med lige portioner held og ekspertise, indfanget de rigtige situationer. På poetisk vis excellerer filmen i en betagende potpourri af stemningsbilleder, hvor venskaberne, sammenholdet, kærligheden, primaliteten og kulturen blandt andre er de bærende parametre. “Roskilde” er måske ikke stor filmkunst i ordenes reneste betydning, men her har vi alligevel en film, som har formået at fange stemningen, og det i sig selv gør filmen til noget ganske særligt. Euforien og de musikalske pausekommaer får nemlig nakkehårene til at stritte i alle mulige retninger i samtlige halvfems minutter. Og så er det vel underordnet, at der er skønhedspletter undervejs.

[b]Video[/b]

“Roskilde” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som ikke imponerer. Der er således flere eksempler på både edge-enhancement og myrer i billedet, uskarpheder og overbelyste sekvenser, mens digitale forstyrrelser til gengæld ikke for alvor springer i øjnene. Kontrast og farvetemperatur holder sig begge nogenlunde stabile og dermed transferet som sådant på et hæderligt leje.

[b]Audio[/b]

Også i de to fortrinsvis dansksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor kommer de vanskelige produktionsforhold til udtryk. Dialogen er ofte utydelig, hvilket nok i lige så høj grad skyldes de impliceredes respektive promiller. Til gengæld er både musik og atmosfære velklingende og i øvrigt uden overstyringer.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet byder på en lang række fraklip, optagelser fra præsentationen af filmen på Roskilde Festival og endeligt en trailer for filmen. Det synes umiddelbart af meget, men ved nærmere eftersyn skuffer det en smule.