[b]Middelmådig middelalderfilm[/b]

Bare gør det. Fyr de oplagte jokes af om, hvorledes “Arn”-filmene ligner discountudgaver af Ridley Scotts “Kingdom of Heaven” og “Gladiator”. Fyr vitserne af omkring, hvordan de skandinaviske film blegner i forhold til Hollywoods storfilm på trods af deres enorme budgetter. Faktisk er der langt bedre grunde til at håne “Arn – Riget ved vejens ende”. For selvom den ikke har kostet nær så meget som dens førnævnte artsfæller, så er det sjældent andet end det ringe antal statister, der bekræfter dét faktum. Kulisserne er prangende, kostumerne ligeså, og selvom det er sjovt at bemærke, at visse skud bliver genbrugt, er der trods alt blærede slowmotion-panoreringer, flotte kranskud og overdådige landskabsbilleder i hobetal.

Det værste, man kan sige om “Arn – Riget ved vejens ende”, er, at den tilsyneladende er fuldt tilfreds med blot at være en discountudgave af Hollywoods historiske storfilm – ganske vist er begge “Arn”-film visuelt imponerende, men derudover er de traditionelle i enhver henseende. Der er intet i filmene, der forklarer, hvorfor Jan Guillous romanforlæg har formået at sælge millioner af eksemplarer verden over.

Hver eneste karakter er en omvandrende kliché, der enten er en regulær helgen eller lige så lumsk som fanden selv. Konflikter løses forholdsvis hurtigt, let og elegant, før der tages hånd om den næste. Kærlighedshistorien er banal, og karaktererne fyrer jævnligt den slags pompøse krigstaler af, som man mistede beundringen for som 8-årig. Kort sagt: Der er intet i “Arn – Riget ved vejens ende”, som man ikke har hørt eller set før, og det lave ambitionsniveau er lige så overraskende, som det er skuffende. Havde de æstetiske ambitioner matchet de historiemæssige, havde “Arn”-filmene ikke befundet sig adskillige divisioner under Hollywoods eftertragtede superliga – en division, som eksempelvis Ole Christian Madsens mere ærgerrige “Flammen og Citronen” er langt tættere på.

Danske Peter Flinth har instrueret, og selvom mange forståeligt fandt det mærkeligt, at en mand primært kendt for børnefilm som “Olsenbanden Junior” og “Fakiren fra Bilbao” skulle stå bag så storladent et projekt, må Flinth egentlig siges at have været det helt rette valg til at filmatisere Hans Gunnarssons manuskript. For “Arn – Riget ved vejens ende” er i allerhøjeste grad en familieorienteret affære – letfordøjelig historieundervisning kombineret med børnevenlige actionsekvenser og moralprædikener. Gigantiske (og fortsat aktuelle) religiøse og kulturelle problemstillinger afbildes som overkommelige skænderier, hvilket formentlig også vil gøre filmen mere ligetil for yngre tilskuere, der nok også vil sætte pris på de mange krigsscener.

De, som er på udkig efter et sobert studium i middelalderens voksende kløft mellem muslimerne og de kristnes respektive overbevisninger, bør snarere opstøve den forlængede version af “Kingdom of Heaven”. Undertegnede har desuden aldrig læst Guillous “Arn”-bøger, men den talentfulde forfatterens skriverier er formentlig bedre end filmatiseringerne. Selv en uindviet person kan mærke, at sektioner af bøgerne enten er blevet forkortede eller forkastede. En sådan proces er selvsagt nødvendig, når en historie fordelt over tre bøger skal overgives via fire timers levende billeder. Men kunne man ikke have undladt en række ensartede kampe og klammerier og i stedet have fokuseret på at finpudse det essentielle kærlighedsplot og de nu forhastede tidsspring?

Historien om tempelridderen Arn Magnusson og Cecilia Algotsdotters forelskelse, der spillede en større rolle i “Arn – Tempelridderen”, trivialiseres ofte, og halvvejs igennem filmen tager den en drejning, der forholdsvis klart understreger filmmagernes fordampede interesse i fortællingen. Generelt har Flinth og Co. desværre travlt med at spole frem til næste mundhuggeri eller tvekamp, så snart karaktererne truer med at udvikle sig mærkbart.

Nuvel. Kampscenerne er velkoreograferede, og ganske vist er de færreste karakterers personligheder på størrelse med deres egoer, men elskværdige er de fleste, og skuespillerne gør det glimrende. Der er ganske vist ingen skuespiller blandt ensemblet på niveau med Russell Crowe, der kan gøre de pompøse replikker opildnende eller inspirerende. Men garvede skuespillere som Bibi Andersson og Stellan Skarsgård fornøjer. Jakob Cedergren er herlig som en selvfed dansk ridder, og Joakim Nätterqvist er en habil Arn – karismatisk og troværdig, og kemien mellem Nätterqvist og smukke, begavede Sofia Helin, som portrætterer Cecicila, er god. Egentlig er der mange gode elementer i “Arn – Riget ved vejens ende”. Bare ærgerligt, at filmmagerne ikke evnede at give den hele arnen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Edge-enhancement optræder desværre i få scener, men det er kun tydeligt, når karaktererne står foran lyse baggrunde såsom himlen. Billedet er knivskarpt og fuldstændig pletfrit. Farverne fryder, og kontrasten er solid.

[b]Audio[/b]

Både et DTS 5.1-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix medfølger, og det første er helt klart at foretrække. DTS-sporet gengiver simpelthen lydsidens dybeste og højeste toner bedre og klarere end DD5.1-mixet. Filmens lyddesign er godt, men ikke exceptionelt, og det bæger DTS-sporet præg af. Actionsekvenserne lyder imponerende – subwooferen er for alvor aktiv, panoreringerne fungerer efter hensigten, og både den dybe lyd af hestenes galopering og den høje klang af sværd, som støder sammen, gengives klart. Dialogen gengives også fornemt, og overstyring eller anden støj forekommer aldrig. Men lydsporet er også en smule uambitiøst. Den auditive atmosfære er acceptabel, men indimellem også kedelig og forudsigelig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ganske vist er “Arn”-filmene Nordens hidtil dyreste filmproduktioner, og der har været masser af snak om både Jan Guillous oprindelige bøger og filmatiseringerne for nylig. Alligevel befinder der sig intet ekstramateriale på denne dvd-udgivelse ud over ligegyldige trailere til “Gensyn med Brideshead”, “Kandidaten”, “Miss Pettigrews fantastiske forvandling” og “Burn After Reading”. Det er forbløffende, at der ikke engang medfølger et eneste interview eller en eneste dokumentar om denne kostelige satsning eller dens forlæg.