Filmz
Revolutionary Road

Revolutionary Road

Medvirkende:

Leonardo DiCaprio, Kate Winslet, Kathy Bates, Kathryn Hahn, Michael Shannon, Zoe Kazan, Ryan Simpkins, Ty Simpkins, Kristen Connolly, Dylan Clark Marshall, David Harbour, Lorian Gish, Jason Etter, Maria Rusolo, Jared Morrison, Adam Mucci, Timothy Warmen, Jonathan Roumie, Will Vought, John Behlmann, David Campbell, Mary DeBellis, Evan Covey, Brennan McKay

Instruktør:

Sam Mendes

Filmlængde:

119 minutter

Genre:

Drama

Revolutionary Road

[b]Det yndige forstadshelvede[/b]

I Woody Allens stadig bioaktuelle “Vicky Christina Barcelona” ytrer en af hovedpersonerne den betragtning, at “[i]kun uopfyldt kærlighed kan være romantisk.[/i]” Det er jo en ganske nedslående opfattelse, som forhåbentlig ikke er sand, men som indimellem alligevel kan være svær at skubbe fra sig fuldstændig.

[image=36668]

Det er i hvert en nærliggende tanke i “Revolutionary Road”, hvor vi vender blikket mod et ungt ægtepar, der netop har rundet de tredive år, i 1950’ernes USA. Filmen genforener det romantiske par fra “Titanic” i Kate Winslet og Leonard DiCaprios skikkelser, men som denne gang spiller sammen i en film af en ganske anden slags. Hvem ved? Ægteskabet i “Revolutionary Road” ville måske være præcis, hvor Jack og Rose var endt, hvis deres fælles historie var fortsat, og de var faldet til ro sammen.

Hos Frank og April er selve denne borgerlige definition på lykke i hvert fald sikret: Frank har fået et stabilt job, de har sammen købt et nydeligt lille hus med græsplæne og fået et par søde unger og en veldrevet bil. Nu er de imidlertid ved at gå til af tomhed i deres alt for lette og trivielle hverdag. Frank er havnet i det arbejde, som han havde svoret aldrig at ende i, og indleder en affære med en nystartet sekretær mere af kedsomhed end egentlig interesse, og samtidig går April derhjemme og mærker langsomt sig selv sumpe til i den indholdsløse forstadstilværelse med rengøring og havearbejde. Ingen af dem vil det her, men samtidig ved de heller ikke præcis, hvad det egentlig er, de vil i stedet.

[image=36669]

April får det indfald, at de skal flytte til Paris, og får efterhånden også gjort Frank interesseret i ideen, selvom den lyder alt andet end gennemtænkt. For parret er Paris ensbetydende med en generobring af deres tidligere bohemeagtige liv, men da Frank får tilbudt en forfremmelse, vakler han. Arbejdet er ganske vist stadig ikke just hans drømmejob, men nu ville han få både penge og prestige, og det er vel, hvad vi alle får at vide, at vi bør stræbe efter?

Filmen er instrueret af Sam Mendes, som tidligere bl.a. har stået bag “American Beauty” og “Road to Perdition” og nu er vendt tilbage til forstæderne, men denne gang ganske blottet for den ironiske fernis. I stedet er “Revolutionary Road” et ganske ubønhørligt kig på en desperation, der måske nok er placeret i 50’erne, men som ikke desto mindre stadig eksisterer i bedste velgående. Det er en kold og mørk fortælling, men samtidig også sært livsbekræftende ikke mindst takket være Kate Winslets formidable rolle, som formår at få den næsten absurde fantasi om Paris til at fremstå vedkommende og på mange måder som en mere rationel tilgang til omverden. I forhold til hende er DiCaprios rolle umiddelbart mere fremmedgørende. Han er langt mere egoistisk og betydeligt mindre tiltalende end hende, men som krisen tager til, vækkes ens medlidenhed også for Frank, der uden at bemærke det har bundet en løkke om halsen på sig selv.

[image=36667]

Kort om filmen

April og Frank Wheeler er et ungt og lykkeligt par, der bor med deres to børn i en forstad til Connecticut i midten af 50’erne. På overfladen virker alt perfekt, men de føler begge en snigende frustration over ikke at kunne slå til i deres forhold og karriere. Frank sidder fast i et velbetalt men kedeligt kontorjob og April går rundt derhjemme og spekulerer over, hvorfor hendes skuespilkarriere aldrig blev til noget. Fast besluttet på at forbedre deres forhold beslutter de sig for at flytte til Frankrig. Men en uendelig række af skænderier, jalousi og beskyldninger er ved at ødelægge deres nye, skrøbelige liv sammen.

Ads by MGDK