[b]Vi ender alle med at gå med ble[/b]

Nogle gange støder man på en film, hvis idé virker så absurd, at man glæder sig til at se, om den flyver mod stjernehimlen eller styrter mod afgrunden. Den visionære filmskaber David Finchers nye film, “Benjamin Buttons forunderlige liv”, om en mand, der bliver født som gammel og gradvist ældes baglæns, er sådan en film. En ambitiøs og smuk fortælling om livets skrøbelighed, der desværre aldrig kommer helt op at flyve.

Det starter ellers rigtig godt. Benjamin Button bliver født under usædvanlige omstændigheder i kølvandet på 1. Verdenskrig. Moderen dør i barselssengen, og faderen går i panik over den nyfødtes groteske udseende, så han lægger sin søn fra sig på en trappesten ved et plejehjem. En sort plejer tager sig af den lille babyolding Benjamin, og han vokser op i selskab med gamle mennesker, der alle befinder sig ved livets endestation.

Det er i denne første del af fortællingen, at filmen fungerer bedst. Man bliver draget af den lille dreng fanget i en rynket og gigtplaget krop og den tilgang, han har til livets udfordringer. Benjamin starter livet omringet af død og bliver dermed et symbol på den skrøbelighed og flygtighed, som er en del af dets natur. Ordene [i]”Når det at give op bliver mindre smertefuldt end det at holde fast, så er det på tide at give slip”[/i] er med til at forsegle den forunderlige Benjamin Buttons skæbne.

Som historien skrider frem, udvikler fortællingen sig desværre mere i retning af en syret udgave af “Forrest Gump”, hvor de småfilosofiske floskler om livet, døden og kærligheden bliver skudt ud med spredehagl, indtil det ikke er til at finde hoved og hale i Finchers budskab. Og ironisk nok bliver filmen langsommere og mere stillestående, jo yngre hovedpersonen kommer til at se ud, og fortællingen taber gradvist det momentum og den fortryllende aura, som man blev draget af i starten.

Hvor filmens narrative struktur til tider er rodet og har svært ved at finde sit fodfæste, så vinder “Benjamin Buttons forunderlige liv” seeren over med nogle af de mest bjergtagende og overdådige visuelle effekter set i meget lang tid. At se Brad Pitt i hovedrollen som Benjamin Button blive transformeret fra en gammel, gigtplaget dreng til en ung og flot olding er intet mindre end fantastisk udført, og man klør sig selv i hovedbunden og undrer sig over, hvordan man har formået at gøre denne illusion så virkelighedstro. Cinematografien i filmen er ligeledes spektakulær med flotte widescreen landskaber, der er som skabt til det store lærred, og farverne og skyggerne i de mætningsfyldte billeder giver filmen et unikt æstetisk look.