[b]Usmagelig pædofili-film[/b]

Fra instruktørens tekst til pressematerialet kan man læse, at han opfatter “Himlen falder” som en nødvendig film, der fortæller den historie, vi må og skal høre om den omtalte og tragiske Tønder-sag.

Jeg vil medgive, at det meget vel kan være nødvendigt at beskæftige sig med sagen og ikke mindst den absurde årsagsrække, der gjorde, at man ikke greb ind i tide, men “Himlen falder” er på ingen måde den film, der formår at løfte opgaven. I stedet er den blevet en overfladisk, hysterisk og umoden svælgen i menneskelig fornedrelse og lidelse.

Filmen handler om Sara, der blev fjernet fra sit hjem som 11-årig. Hun blev placeret hos en plejefamilie, men til trods for at have haft en plejemor, der tilsyneladende er oprigtig bekymret for hende, har hun ikke ret meget styr på tilværelsen. Da hendes biologiske mor dør, bliver hun overvældet af savnet efter sin bror og beslutter at tage tilbage til Fyn og den familie, hun ikke har set i 17 år. Fremme ved begravelsen viser det sig, at hverken hendes bror eller far genkender hende, og hun vælger derfor ikke at oplyse, hvem hun er. Samtidig opdager hun også, at faren har fået to efternølere.

Herpå bliver der rodet op i en traumatisk fortid samt nogle lige så slemme nuværende begivenheder, men på trods af at være inspireret af Tønder-sagen har filmen meget lidt tilfælles med de rigtige begivenheder og vælger i stedet at lade sin opdigtede handling udspille sig som en dramatisk og temmelig kulørt omgang. Historien om pædofili, som man åbenbart ikke har ment var opsigtsvækkende nok i sig selv, krydres med gangsteropgør, afstraffelse, incest og sågar nazisme, for at det ikke skal være løgn. Det efterlader en frygtelig rodet og ganske ufokuseret historie, hvor filmens eventuelle budskaber bliver kvalt under dens absurde håndtering af stoffet. Sagen om børnemisbruget bliver næsten en fodnote i filmens vrøvlende fabulering.

Filmen er instrueret af den debuterende Manyar I. Parwani, der også har skrevet manuskript, og som bestemt ikke lider under manglende ambitioner. Til gengæld er der noget vældigt tegnebordsagtig over filmen, der ofte føles som en løsrevet og meget løst skitseret konstruktion. Det virker næsten som om, at alle instruktørens pludselige indfald er blevet filmet og siden lagt sammen med en mere eller mindre tilfældig hånd, således at adskillelige scener opleves ganske vilkårlige i forhold til konteksten.