[b]Førsteklasses[/b]

Det bedste råd, man kan give til denne film, er næsten, at man må starte med at lægge alle sine forventninger til side. Der er utallige amerikanske film, som handler om en stærk bevinget lærer, der skal undervise en ny klasse, og som ved hjælp af sine utrolige evner vækker glæde, interesse og genfornyet livskraft hos sine elever.

En sådan film er “Klassen” ikke på nogen måde, selvom den godt kan ligne det ved første øjekast. Her er vi meget langt fra de idylliske fortællinger fra film som “Dangerous Minds” og “Dead Poets Society” og kastes i stedet ind i en ganske anderledes serie overbevisende hverdagsbilleder, hvor underviseren ikke nødvendigvis har alle svarene på livets spørgsmål.

Her møder vi fransklæren François Marin, der underviser i et af Paris’ mest socialt belastede kvarterer med elever fra alverdens lande, hvoraf de fleste ikke ligefrem har de bedste udsigter til en tilfredsstillende tilværelse efter skolen. For dem er det netop ofte sproget, der er en hindring, og det prøver Marin at lære dem, samtidig med at han med en sokratisk undervisningsmetode forsøger at få dem til at yde modspil og viljestyrke. Ved at acceptere, at diskussionerne nogle gange kører af sporet og tager overhånd i forhold til pensummet, lader han eleverne komme til orde i håb om, at det vil vække deres tanker omkring deres egen situation.

Metoden lader i første omgang til at lykkes. Marin har tilsyneladende færre konfrontationer end sine kolleger, og eleverne lader til at respektere ham, men efterhånden synes stemningen at vende, og hans mere aggressive side begynder at sive ud mellem sprækkerne.

Filmens franske titel, “Entre les murs”, betyder egentlig “Indenfor murene”, og filmen er da også solidt placeret i det klasseværelse, som stort set hele handlingen udspiller sig i. Vi ser også enkelte scener i skolegården og lærerværelserne, men filmen forlader aldrig skolen, og vi bliver ikke oplyst om Marins privatliv udenfor skolen. Ligeledes er filmen blottet for underlægningsmusik og spændingsopbygning i vanlig forstand. I stedet leverer den forbløffende overbevisende og troværdige billeder af klassen, som man lynhurtigt opfatter som ægte mennesker, hvis skæbner man oprigtigt bekymrer sig for. Filmen vælger klogeligt at tilbageholde en endelig dom over begivenhederne og overlader det i stedet til publikum at danne sig sin egen mening. Det gælder også for Marin, som man hurtigt får et splittet forhold til. Man er ikke i tvivl om, at han er et godhjertet menneske med alle de rette intentioner, men samtidig forstår man de dilemmaer, han sidder i, samt de frustrationer, som han – i modsætning til sine kolleger – aldrig får luftet.