[b]Når sød musik opstår[/b]

Biograferne er for tiden proppet fra ende til anden med film, der udførligt beskriver teenagerlivets mange lidelser, hvad enten det drejer sig om ulykkelige forelskelser, manglende popularitet eller blot utilstrækkelige scoreevner.

Det er derfor også lidt opmuntrende at støde på en film, der i stedet sætter fokus på nogle af de mere opmuntrende sider af de unge år, og som minder en om al den magi, som den tid trods alt også indeholder. For magi er der bestemt noget af i “Nick and Norah’s Infinite Playlist”, hvori de to hovedpersoners veje krydser hinanden.

Den ene er Nick, som er en musisk begavet, men temmelig usikker og kejtet ung mand, der stadig er helt knust over, at hans kæreste – den stride og groft manipulerende blondine Trish – har droppet ham (at de overhovedet har dannet par til at begynde med er nu mere underligt). Måneder efter sender han hende stadig det ene hjemmelavede musikmix efter den anden som en kærlighedserklæring, men de skrottes dog alle af den overfladiske Trish. Til gengæld hører en af hendes bekendte ved navn Norah dem med begejstring. En aften render de alle ind i hinanden i det New Yorkske natteliv, og via en række tilfældigheder, der er lidt for gode til at være sande, møder Norah og Nick for første gang hinanden i et kys, da Norah lader som om, han er hendes kæreste for at redde ansigt.

De viser sig at være hinandens soulmates – ikke mindst musikalsk – og sammen tager de ud i bylivet for at opspore det hemmelige spillested for deres yndlingsband “Where’s Fluffy”. Samtidig efterlader Norah sin temmelig berusede veninde Caroline hos Nicks venner, men i en seriøs brandert tror Caroline, at hun er blevet kidnappet og flygter, hvorefter også hun bliver et mål for eftersøgning.

Der er en fornøjelig lethed over “Nick and Norah’s Infinite Playlist”, som udspiller sig over den enkelte aften, mens parret fumler rundt i Nicks taxigule Yugo i søgen efter band og veninde. Den ydre handling er holdt til et minimum, mens den spirende romance udvikler sig langsomt og lidt kejtet – ikke ulige forelskelserne i virkelighedens verden. Samtidig har den et for amerikanske film usædvanligt frisind. Nicks venner er bøsser, og Caroline er lidt af en drukmås, men på intet tidspunkt gøres nogen af delene til moralske elementer. De integreres blot behændigt i den New Yorkske smeltedigel af kultursammenstød med en naturlighed, man godt kunne ønske sig mere af i den virkelige verden.