[b]En frygtelig ven[/b]

[i]”How do I loathe thee. Let me count the ways.”[/i] Jeg bilder mig ind at være rimelige hårdhudet, når det kommer til film. Guderne skal vide, at jeg siddet trofast gennem meget skrammel og optimistisk forsøger at finde det positive i selv de mest uopfindsomme film, men der findes desværre film, hvorom man må konstatere, at der simpelthen ikke er nogen gode egenskaber at finde.

Sjældent er det, at jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg vitterlig hader en film, og med hader mener jeg virkelig hader: afskyr, ser ned på, betragter med væmmelse og opfatter som en lort, jeg ved den søde grød ikke ville træde på, om jeg så havde min værste fjendes sko på fødderne.

Hvordan nogen kan få det indfald at lave en så frastødende film er mig en gåde, men her er historien ikke desto mindre: Den utiltalende Tank er ekspert i at skubbe kvinder begge veje – både i sine egne arme samt ikke mindst i armene på andre mænd. De kommer til ham, når deres kærester har droppet dem, og han får dem ubesværet overtalt til at tage på date med sig. Der opfører han sig så ubehøvlet og nedvurderende, som han magter. Han kalder dem fede, klamme, dumme og ignorerer i det hele taget deres følelser så overbevisende, at deres selvtillid bliver knust i en sådan grad, at de hurtigt vender tilbage til deres eks og tager til takke med det middelmådige forhold.

For at kunne magte det nummer uden at føle anger skal man sandsynligvis være psykopat, og empati for andre end sig selv lader da heller ikke til at være noget, der ligefrem plager Tank. Da han udfører nummeret på den kønne Alexis, sker der imidlertid det uventede for alle andre end os, at de bliver forelskede. Hvorfor de gør det, er et godt spørgsmål, og det lader da heller ikke til at skyldes andet end, at det står i manuskriptet. Filmen har nemlig form som en romantisk komedie, om end den hverken er romantisk eller blot det mindste morsom.

Af dens mange fejl – og det er svært at komme i tanke om meget andet – er først og fremmest, at dens hovedpersoner er så gennemført usympatiske. Hovedpersonen er et koldt svin, hans kvindelige modstykke er et charmeforladt bundt sexistiske klicheer, som til gengæld udviser slet skjult foragt over for Dustin, der i Jason Biggs’ skikkelse kunne være filmens eneste sympatiske skikkelse, hvis ikke filmen konstant fremstillede ham som et ynkelig pornofikseret onanidyr, der er så vattet og latterlig, at den ikke mener, han fortjener vores medfølelse.