En lang og prisværdig skuespillerkarriere, genuin interesse for at instruere film, medvirke i dem og helst have en finger med i spillet på soundtracket, og et ansigt, stift som var det hugget ud af en Grand Canyon-klippevæg. Bortset fra at Clint Eastwoods karriere på prærien rider mod solnedgangen, og Ed Harris først er ankommet til saloonens svingdøre, har de to herrer en del tilfælles. Delt mellem instruktørstolen og hestesadlen træder Ed Harris varsomt i en legendes støvleformede fodspor.
[image=32490]
En lille prærieby, en ond rancher, to fremmede enspændere, ustemte klaverer og en saloonsangerinde, der bliver gidsel i kampen mellem det gode og det onde. På papiret ligner “Appaloosa” umiddelbart en helt igennem klassisk western. Dog bliver det fra første færd slået fast, at filmen ikke er så ligetil som dens banale form. Braggs første møde med loven ender ikke i en dramatisk langtrukken skudduel. Uden at blinke hiver Bragg tre gange i aftrækkeren, og tre kroppe dumper ned fra hestene de sad på. Ingen musik, ingen rappe replikker, ingen nærbilleder af sammenknebne øjne.
[image=32499]
René Zellweger spiller Allie, der uden forklaring pludselig dukker op på togperronen i Appaloosa. Hun er i Virgils målestok en anstændig og yndig pige, men viser sig at være et ømt punkt, når Braggs håndlangere får fat i hende. Hun er desværre også en af filmens ømme punkter, da hele historien om hende er ret tamt fortalt. Som en menneskelig vandrepokal går hun fra den ene hanløve til den anden alt efter, hvem der styrer byen, men hvorfor Virgil absolut må have hende, forbliver et mysterium – og ikke på den gode måde. Ed Harris har mange jern i ilden og vælger ikke altid rigtigt, med hvilke han skal brændemærke “Appaloosa” med. Jeremy Irons er i rollen som Bragg egentlig en spændende skurk, men bliver aldrig helt udforsket. Han er mørk og intelligent, men kameraet er ganske enkelt ikke interesseret i ham. Virgil tæsker pludselig en tilfældig gæst i byens bar, og Everett får ham ned på jorden, men inden støvet har lagt sig, galoperer historien videre. Et interessant møde mellem Everett og en gruppe indianere forbliver også en anekdote, og det er svært at vide, hvor fokus egentlig skal være.
[image=32498]