[b]En perfekt balance[/b]

Det er nogle gange tankevækkende, hvor simple de impulser egentlig er, som fører os vidt forskellige steder hen i livet. Da jeg var barn, handlede stort set alle mine mareridt om at falde, og jeg var – og er fortsat – rædselslagen for enhver form for højder. Præcis det modsatte gjorde sig derimod gældende for Phillip Petit, der allerede i en ung alder var overvældet af trangen til at klatre. Fra første stund besteg han træer, huse og bygninger, og selvom hans forældre ihærdigt forsøgte at tale ham fra det, var det uden den mindste succes. Han måtte og skulle op, og da han en dag sidder hos tandlægen, falder han over en artikel, hvor opførelsen af World Trade Center er beskrevet, og der ved han med ét, hvad hans inderste ønske er: At gå på line mellem de to tårne.

Hans indstilling af fra starten klar: Det er så umuligt, at det næsten skriger om at bliver gjort, og snart har han samlet en håndfuld medsammensvorne eventyrer, der også bliver fascineret af ideen. Der er dog langt fra idé til udførsel, og problemet er ikke blot, hvorvidt Petit rent faktisk kan gøre det, men også hvordan man får brudt ind i bygningen samt smuglet de tunge stålwire og udstyr op på øverste etage. Samtidig melder der sig også et vist ubehag for de involverede: Er de i virkeligheden blot medvirkende til deres vens uundgåelige død?

At hans forehavende lykkedes er et velkendt faktum, men hvad, der er overraskende, er, hvor nervepirrende en oplevelse det er at overvære filmen, når man nu udmærket godt kender resultatet i forvejen. Filmen udspiller sig da ganske vist som en beskrivelse af en vovehals, men den er i lige så høj grad en dokumentarisk [i]heist[/i]-film – og endda en udsædvanlig spændende en af slagen. Filmen er sammensat af interviews med de involverede, optagelser fra den gang samt nye rekonstruktioner, men de er alle blandet så gnidningsfrit, at man ofte har svært ved at gennemskue præcis, hvad der er hvad.

Man bliver tiltagende lamslået over, at projektet overhovedet kan lade sig gøre, efterhånden som alle de ting, der tæller mod aktionen, opregnes, og udførelsen viser sig da også at have utallige vanskeligheder. Samtidig udspiller der sig en bevægende historie om venskab og sammenhold, når holdet beretter om begivenhederne. Man fornemmer, at ikke blot Petits men alles liv på forskellig vis ændrede sig på grund af hændelsen, og da en af de involverede bryder grædende sammen under interviewet, begynder man at forstå de følelser, der var involveret.

Et af filmens geniale træk er, at den aldrig nogensinde nævner det faktum, at bygningerne i dag er ødelagt. I stedet ligger det permanent i ens bevidsthed og forsyner filmen med en sørgmodig tone. I modsætning til terroristerne kom Petit ikke til New York for at destruere bygingerne med vold, men for at erobre dem med snilde og derved også give en hyldest til menneskets opfindsomhed, mod og bedrifter. Mens Petit træner i at gå på line, forsøger hans venner at ryste ham af med al kraft for at simulere den kraftige vind, men deres bestræbelser er uden effekt, og hans balance er fuldstændig perfekt. Når man ser ham vandre, bliver man bevidst om, at han ikke blot er en flabet drillepind, men også på egen vis en kunstner, som transformerede nogle relativt anonyme klodser om til et personligt og storslået udtryk.