[b]Er Jim Carrey sjov igen? Ja, mand![/b]

Kan du huske dengang, Jim Carrey var rigtig sjov? For det kan jeg. Jeg tilhører den gruppe af mennesker, som griner, når der bliver slået en prut og ler indvendigt, hvis nogen snubler over sine egne ben og lander pladask på fortovet. Hvis jeg var en tilbeder af komiske platheder, så var Jim Carrey kongen, og film som “Ace Ventura”, “Dum og dummere” og “Fuld af løgn” var det kongelige sølvtøj. Men årene er gået, og den gudsbenåede komiker har i sine seneste film ikke efterladt mig med indtørrede tårer på kinderne og lårklaskende røde mærker på benene. Spørgsmålet er så bare, om han gør det denne gang? Det simple svar er – ja, det gør han faktisk.

I den nye komedie “Yes Man” spiller Jim Carrey en indelukket og asocial bankmand ved navn Carl Allen, der efter skilsmissen fra sin kone for flere år siden lever en isoleret tilværelse med film fra den lokale videobiks som sit eneste selskab. Vennerne gider han ikke snakke med mere, og generelt siger han nej til alle de muligheder, som kunne hive ham ud at hans sorte hul. Men hans tilværelse tager pludselig en drejning, da han stifter bekendtskab med en hemmelig klub ved navn Yes Man, der lever efter mantraet: Sig ja til alt, og berig dit liv med de muligheder, som hverdagen bringer dig. Carl beslutter sig – en anelse modvilligt – for at give det en chance og finder ud af, at [i]”the Yes way is the right way.”[/i] Filmens handling kører herefter derudad med den ene absurde og underholdende scene efter den anden, hvor det efterhånden noget rynkede gummiansigt kan få lov at slå sine folder.

Filmen vil i manges ører nok lyde utrolig plat, og tag ikke fejl, det er den skam også. Men komedier behøver nødvendigvis ikke indeholde nogen dybere morale eller en masse stof til eftertanke. Så længe der er scener, som får en til at glemme livets trivialiteter, og vi kan overgive os til latterens formildende væsen, så har filmen opnået, hvad den skal. Og det gør “Yes Man” i den grad. At se Jim Carrey folde sig ud på et dansegulv med en promille så høj, at selv Ole Thestrup ville rynke på næsen af det, er fysisk komik i allerhøjeste gear. Og at klæde ham i Harry Potter-tøj i børnestørrelse er en visuel gag, der nok skal få sat gang i lattermusklerne hos mange. Kort sagt udnytter Jim Carrey og holdet bag “Yes Man” filmens tynde præmis til det fulde. Den taber dog lidt af pusten i takt med, at det romantiske element i filmen vinder mere og mere indpas, og selv de mange sjove scener og en Jim Carrey i topklasse kan ikke skjule, at filmen baserer sig selv på sådan et tyndt grundlag, at man hele tiden er bange for, den styrter sammen. Det sker dog heldigvis aldrig, og “Yes Man” er et godt eksempel på en typisk Hollywood-julegodte, der i mange tilfælde ville være en tør sag at sætte tænderne i, men med Jim Carrey som hemmelig ingrediens er lige til at sluge.