[b]Når selvglade mødes[/b]

Den bosniske auteur-instruktør Emir Kusturica har sat sig for at lave en dokumentar om fodboldfænomenet Diego Maradona, og dermed burde der være lagt op til en særdeles spændende film med to så interessante kræfter bag. Det er den bare ikke, og i stedet er den blevet et kolossalt fejlskud.

På IMDb kaldes filmen “Maradona by Kusturica”, hvilket på mange måder er en mere dækkende titel, da det hurtigt viser sig, at filmen handler mindst lige så meget om sidstnævnte. Som i en af Werner Herzogs dokumentarer er Kusturica selv på lærredet en stor del af tiden, og det er hans fortællerstemme, der beretter om Maradonas liv og Kusturicas tanker derom. Filmen kommer dog også hurtigt til at handle om hans forskellige forsøg på at få et interview med Maradona, hvilket hurtigt viser sig at være temmelig vanskeligt. Gang på gang efterlades Kusturica tomhændet, mens Maradona fræser af sted i en anden bil.

Det lykkes dog omsider at få Maradona i tale, om end filmens interviews med ham er ret korte og ikke voldsomt interessante. I stedet ser vi billeder af de to, der spiller fodbold sammen, og vi følger dem, da Kusturica tager ham med hjem for at hilse på instruktørens familie. Familien og den gode Emir er tydeligvis ved at falde over sig selv af benovelse over at møde stjernen, men som udeforstående publikum er man mere forundret over, hvorfor i alverden Kusturica tror, det skulle være interessant for os andre at se på. Det er, som om han mener, at Maradonas blotte tilstedeværelse er nok til at sikre underholdningsværdien. Det er den ikke.

Der vendes tilbage til det berømte og berygtede hånd-mål fra kampen mod England ved VM i 1990, som argentinerne med begejstring betragter som deres hævn over Falklandskrigen. Nu er stillingen atter 1-1. Enhver sammenligning mellem de to vidt forskellige begivenheder virker ganske vist fuldstændig absurd set med vores øjne, men ikke ulige det nylige skokast mod Bush må den underkuede part som bekendt nøjes med de beskedne sejre, den kan få. Den del af historien er ret interessant, men irritationen vækkes, da Kusturica gentagende gange gennem filmen vælger at vise det og andre af Maradonas mål til tonerne af Sex Pistols-sangen “God Save the Queen”. Første gang, det bliver vist, er det et sjovt påfund, anden gang allerede lidt trættende, og da vi når syvende genafspilning, leder man efter noget at kaste mod lærredet.

I interviews lufter Maradona mest sine løse og temmelig ugennemtænkte politiske synspunkter. Han hader og afskyr USA og kalder Bush for en morder, men har til gengæld tatoveringer af Che Guevara og Fidel Castro og udtrykker sin begejstring for det diktatoriske Cuba (hvad, han tænker om Cubas henrettelser og fængsling af politiske modstandere, nævnes ikke). Han påstår at være på de de fattiges side, men de ledsagende billeder af en fedladen Maradona, der tager hovedspring i en cubanske hotelpool iført tre diamantøreringe, giver et noget andet indtryk.