Den bosniske auteur-instruktør Emir Kusturica har sat sig for at lave en dokumentar om fodboldfænomenet Diego Maradona, og dermed burde der være lagt op til en særdeles spændende film med to så interessante kræfter bag. Det er den bare ikke, og i stedet er den blevet et kolossalt fejlskud.
[image=34104]
Det lykkes dog omsider at få Maradona i tale, om end filmens interviews med ham er ret korte og ikke voldsomt interessante. I stedet ser vi billeder af de to, der spiller fodbold sammen, og vi følger dem, da Kusturica tager ham med hjem for at hilse på instruktørens familie. Familien og den gode Emir er tydeligvis ved at falde over sig selv af benovelse over at møde stjernen, men som udeforstående publikum er man mere forundret over, hvorfor i alverden Kusturica tror, det skulle være interessant for os andre at se på. Det er, som om han mener, at Maradonas blotte tilstedeværelse er nok til at sikre underholdningsværdien. Det er den ikke.
[image=34524]
I interviews lufter Maradona mest sine løse og temmelig ugennemtænkte politiske synspunkter. Han hader og afskyr USA og kalder Bush for en morder, men har til gengæld tatoveringer af Che Guevara og Fidel Castro og udtrykker sin begejstring for det diktatoriske Cuba (hvad, han tænker om Cubas henrettelser og fængsling af politiske modstandere, nævnes ikke). Han påstår at være på de de fattiges side, men de ledsagende billeder af en fedladen Maradona, der tager hovedspring i en cubanske hotelpool iført tre diamantøreringe, giver et noget andet indtryk.
[image=34102]