[b]Ritchie rocker[/b]

Den britiske instruktør Guy Ritchie er tilbage i storform med sin nye film “RocknRolla” efter lavpunktet “Revolver” og den vattede tudefilm “Swept Away”. Om det skyldes opvågning fra det glamourfyldte liv som hr. Madonna eller bare et ønske om at komme tilbage til rødderne vides ikke, men det er fristende at se denne adrenalinpumpende og veloplagte sag som en længe ventet afslutning på instruktørens gavtyve-trilogi, der blev etableret med “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” – hvis det altså ikke lige var fordi, at “RocknRolla” selv lægger op til en fortsættelse!

Der er lagt i kakkelovnen til rigtige drengerøvsstrabadser, når One Two, Mumbles og Handsome Bob bliver viklet ind i en sag om boligspekulation, korrupte revisorer, forsvundne rockstjerner og et obskurt maleri. Vanen tro er Ritchies film fyldt med memorable karakterer med pudsige navne som de førnævnte eller Johnny Quid, Tank og Fred the Head. Selv de mindste roller får som regel lov til at fyre en herlig svada af, og netop på dialogplanet udmærker Ritchie (der også har skrevet manuskriptet) sig som Englands svar på Tarantino. Han har øre for det cool og de hurtigt spydige tilsvininger, der i “RocknRolla” er mere eksplosive og hårdtslående end de skarpladte pistoler og rygende geværer – som i øvrigt ikke fylder en særlig stor del. Der er forsvindende lidt vold i filmen, men pudsigt nok føles det som hæsblæsende action hele vejen.

Onde tunger vil måske klandre filmen for at hellige sig stil over substans, men selvom plottet ikke er nær så sindrigt konstrueret som i “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch”, så kan man omvendt sige, at “RocknRolla” satser på det simple og skarp skårede, og det virker upåklageligt. En lang række af velvalgte skuespillere gør dialogen og miskmasket af britiske accenter både levende og en fryd for øjet og øret. Det er som at blive serveret for den ene delikate ret efter den anden, når paraden af vittige ordvekslinger, fyndige monologer og et akkompagnerede soundtrack, der sidder lige i skabet, svæver forbi.

Ritchie får det hele til at se dødsenslet ud, og særligt Tom Wilkinson og Toby Kebbell synes at have moret sig forrygende med deres roller. Wilkinsons gangsterboss Lenny Cole er en eddikesur og herligt slibrig pendant til Alan Fords Brick Top fra “Snatch”, men dog mere ynkelig, når det kommer til stykket, komplet med måne og hængevom. Kebbell, der mest har gjort sig bemærket som den retarderede lillebror i Shane Meadows’ “Dead Man’s Shoes”, er en fryd for både lattermuskler og ordækvilibrister som Coles junkieramte stedsøn og filmens titelperson, en vaskeægte “RocknRolla”. Han er cool, kalkuleret og nærmest filosofisk eftertænksom i øjeblikkets klarsyn efter en kæmpe koger eller et nyt fix, og han sprudler af energi og barnlig fornøjelse over denne saftige rolle.

Man skal dog heller ikke glemme Gerard Butlers One Two, som sandt at sige er en slags hovedperson i filmen, og her er der mere end blot testosteronbrægende Spartanerraseri fra “300”-stjernen. Han er underhunden, som Ritchies hovedpersoner ofte er, men han er ikke uden charme og det kække glimt i øjet. I “RocknRolla” matches han dog af en kvindelig kraftrolle i Thandie Newtons udspekulerede revisor Stella, der gør livet hedt for vor antihelt. Østrogen ses sjældent i Ritchies persongalleri (i hvert fald når det kommer til andet end ludere og sekretærer), så det er befriende at møde en kvinde med ben i næsen blandt hans sortiment for en gangs skyld.