[b]Larmende lavmælt desperation[/b]

Det er svært at komme i tanke om en af årets filmtitler, der er mere rammende end “Stille kaos”, og når man betragter den aldrende Pietro, som i al stilfærdig ubemærkethed er gået fuldstændig ned med flaget og nu resignerede betragter livet på behørig afstand fra en bænk, passer det som hånd i handske.

Vi møder ham først på en strand, da hans bror opdager to kvinder, der er ved at drukne. Han løber til undsætning, og Pietro følger lidt tøvende trop. Allerede her ved vi, at filmen ikke bliver helt almindelig. Broderen er både flottere og mere handlekraftig, og hvis det var en film som de fleste, ville vi følge ham. I stedet dvæler kameraet ved den mere indadvendte Pietro, der redder en kvinde for blot få timer senere at opdage, at hans kone netop er død i en ulykke, da hun er faldet ud af et vindue. Eller var det mon et spring? Det er svært til at sige.

Fra da af er hans liv gået i opløsning, og selv om han tager dødsfaldet fattet – alt for fattet faktisk – er noget indvendigt gået i stykker. En dag, da han afleverer sin datter i skole, fortæller han hende som en pludselig indskydelse, at han vil vente på hende lige her og tilbringer trofast resten af dagen på en bænk lige ude foran skolen… og så den næste dag… og den næste igen. Hans arbejdsplads, som netop er i færd med en vigtig fusion, bliver bekymret, og snart kommer hans kollegaer skiftevis på besøg for at berette om det arbejdsliv, der ikke længere betyder det mindste for Pietro.

Som han sidder på bænken, begynder han i døsig koncentration at opbygge indre lister over de flyselskaber, han har rejst med, de steder, han har boet osv. Dem gennemgår han ikke blot af kedsomhed, men også fordi han i al stilfærdighed er ved at gøre status over sit liv, og som han tænker tilbage, bliver vi langsomt gjort klar over, at hans ægteskab måske ikke var så lykkeligt endda. Er hans manglende ydre sorg et udtryk for, at han i virkeligheden ikke elskede sin afdøde hustru, eller er det blot en tilstand, Pietro har bragt sig selv i gennem mange års undertrykkelse af følelser? I modsætning til mere konventionelle film afviser “Stille kaos” en let forklaring og lader i stedet blot Pietro genopbygge sit liv fra bunden.

Italienske film lader til så småt at være ved at gøre deres indtog i en ny guldalder, og med roste titler som “Gomorra” og Paolo Sorrentinos “Le Conseguenzes dell’amore” og “Il Divo” er der atter kommet fokus på støvlelandet, der i sin tid stod bag utallige af filmhistoriens allerstørste perler. Denne fortælling, der er yderst kompetent instrueret af Antonello Grimaldi, giver da også blot yderligere grund til at holde øje med Italiens filmproduktioner.