[b]I djævlens vold og magt[/b]

De kritiske røster har været mange og forskelligartede. Men budskabet har været fælles for dem alle: Dansk film savner den iltre vitalitet og det ukuelige vovemod, som igennem afprøvning og overskridelse af grænser gjorde halvfemsernes filmmageri til en uforglemmelig succeshistorie. Derfor er det livsbekræftende og betryggende, at der stadig er danske filminstruktører, som tør gå andre veje. Det gør den debuterende spillefilminstruktør Omar Shargawi, der med “Gå med fred Jamil” har lavet en infam og ondskabsfuld film, hvis lige næppe er set siden Nicolas Winding Refns mesterlige “Pusher”.

I “Gå med fred Jamil” besættes rollerne af forholdsvist uprøvede kræfter. Men det gør ikke det mindste, for skuespillet er ganske enkelt fremragende. Særligt imponerer filmens protagonist Dar Salim, der qua sin introverte og depraverede facon er selve årsagen til, at projektet lykkes. Men om sig har han også ganske nuancerede præstationer i de flere generationers familiemedlemmer og på den anden side det broderskab, han har lagt sig ud med. I hvad der regulært defineres som blodhævn, har den unge Jamil nemlig slået en mandsperson ihjel på åben gade. Og selv om det umiddelbart synes både omsonst og meningsløst, så erfares det undervejs, at det er en hævnagt for drabet på Jamils egen mor for år tilbage, da han og familien stadig boede i det krigshærgede Libanon.

Siden da er både hans familie og altså også moderens banemand flygtet til Danmark fra krigens rædsler. Men nissen flytter med, og snart er en mere personlig krig videreført til de københavnske gader og stræder, hvor det er øje for øje og tand for tand, der er den gældende metier. I Jamils omgangskreds har det været forventet, at faderen hævnede sin hustrus død, og da dette ikke blev indfriet, måtte Jamil tage affære for ikke at tabe ansigt. Spørgsmålet om ære vejer tungest, og selv om den altoverskyggende hovedperson undervejs får moralske skrupler og helst vil klinke skårene med far og kæreste og desuden værne om sin egen søn, så er det ikke lige til. For baglandet ånder ham i nakken med krav om nye hævndrab.

“Gå med fred Jamil” er filmet i en håndholdt og frapperende stil, som gør oplevelsen til et nervepirrende postulat, udspillet i det muslimske nærmiljø på stenbroen. Selv om man som tilskuer har håbet at klynge sig til, så er der ikke meget muntert at registrere. Freden er et fatamorgana, og grundlæggende er filmen en lang, nedadgående voldsspiral, som får blodet til at flyde i og uden for dets årer. Sjældent har så megen ondskab og kynisme været sat til skue i en og samme danske film, der også henter tydelig inspiration hos både førnævnte Refn og Martin Scorseses tidlige halvfjerdser-æra.

I lyset af efterårets mange skudvekslinger med arnested i samme bydel, så har “Gå med fred Jamil” en vis aktualitet, om end udgangspunktet for stridighederne formentligt er et andet. Ikke desto mindre synes mekanismen at være den samme. Vold avler vold. Ingen har lyst til at stå som den store taber uden æren i behold i de interne stridigheder, som dikterer slagets gang. Derfor kan “Gå med fred Jamil” måske give et indblik i, hvad polemikken i dybeste forstand handler om. Men Omar Shargawi har også en anden og mere interessant dagsorden med sin film. Den er nemlig et nuanceret indblik i en fremmed kultur med ophold i Danmark. Og der har vi med blik for familierelationerne meget at lære.

Når “Gå med fred Jamil” lykkes så fortræffeligt med sit forehavende, så skyldes det ikke udelukkende det faktum, at vi for en gangs skyld får serveret en film, som ikke ikke svælger i parforhold og utroskab. Derimod hviler grundelementerne i protagonistens håbløse situation. Den temperamentsfulde Jamil er presset fra alle sider og sidder fast i en skruestik, han øjensynligt ikke kan slippe levende ud af. Han er en jaget mand i de københavnske gader – af offerets [i]hang arounds[/i] og af egne frænder, der presser på for at fortsætte blodhævnen til allersidste dråbe.

Imellem linjerne er også de mellemøstlige sæder og skikke og naturligvis religionen. Der ligger deri en understregning af, at Islam ikke bare er en religion, som de fleste måske har indtryk af. “Gå med fred Jamil” er med til at tegne et nuanceret billede af både forskellighed og racisme, af æreskrænkelse og af opdragelse. Hvis flere danske film rent faktisk havde det fornødne mod til at skille sig ud, ville det nok ikke stå så skidt til for dansk film endda. Det er sjældent, at man af en dansk film er grebet i hjertekulen til allersidste sekund. Det er man her.

[b]Video[/b]

“Gå med fred Jamil” kan opleves i det forholdsvist skarpe anamorphic widescreen 2.35:1-format, der ikke er uden enkelte mislyde. Myrer i billedet forekommer flere gange undervejs og snavs ligeså. Herudover er edge-enhancement, digitale forstyrrelser og udtværinger ikke til stede i nævneværdigt omfang. Farvetemperaturen holder sig konstant, og kontrasten er trods udsving også en forholdsvis stabil faktor. Generelt er der tale om et udmærket transfer.

[b]Audio[/b]

Et hak bedre er imidlertid den dansk- og libanesisksprogede lydside, der udspringer i de to Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig og præges aldrig af overstyringer, ligesom den ikke drukner i den stemningsskabende og østligt inspirerede underlægningsmusik. I tilgift er atmosfæren velgennemarbejdet og supplerer endda med enkelte vellykkede effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Til gengæld er der ikke meget at komme efter iblandt ekstramaterialet. En fraklippet scene, en trailer og en musikvideo suppleres af tre klip fra den kortfilm, der oprindeligt agerede oplæg til nærværende film. Det kan undre, at der ikke gives mulighed for at se kortfilmen i sin helhed.