[b]Med kameraet som vidne[/b]

Den klaustrofobiske og kvælende følelse af at være spærret inde sammen med et eller andet virkelig grumt, hvorfra der tilsyneladende ikke er nogen flugtmulighed, er en grundlæggende og – når den er anvendt rigtig – meget effektivt form for frygt, hvilket film som “Alien” og “Ondskabens hotel” har gjort med stor succes. Det er også den selvsamme rædsel, som “Quarantine” udnytter i denne simple, men ganske velfungerende gyser.

Filmen følger den nybagte tv-reporter Angela, der sammen med sin trofaste kameramand skal følge et hold brandmænd på natarbejde. Tingene starter fredeligt, mens hun fordriver tiden på stationen i håb om, at noget mere interessant vil ske. Hun får sit ønske opfyldt, da holdet sendes på udrykning. De ankommer til en etageejendom, hvor beboerne har ringet efter hjælp pga. nogle særdeles uhyggelige skrig, som de har hørt inde fra en ældre dames lejlighed. Døren brydes ned, og de finder den gamle dame i en døsig sygelig tilstand smurt ind i blod.

Situationen tager imidlertid en uventet drejning (omend nok en del mere uventet for filmens hovedpersoner end for os som tilskuere), da den gamle dame går til angreb og bider politimanden i halsen. Tingene går hastigt ned ad bakke derfra, og det viser sig, at nogle af bygningens beboere er inficeret med en rabies-lignende sygdom, som forvandler dem til blodtørstige sataner, der går til angreb og hurtigt giver smitten videre. Samtidig har myndighederne afspærret bygningen og afbrudt al kommunikation.

Det er den ganske simple præmis for filmen, der herefter udspiller sig, mens vores hovedpersoner prøver at overleve på en eller anden måde. Der spildes ikke megen tid på udenomssnak eller personopbygning, og filmen er fra starten af fuldstændig fokuseret på blot at skræmme livet af os efter bedste evne. “Quarantine” opleves gennem kameramandens optagelser i stil med film som “The Blair Witch Project” og “Cloverfield”, men hvor førnævnte altid når et punkt, hvor det ikke giver megen mening, at hovedpersonerne bliver ved med at filme, så løser “Quarantine” problemet ved at lade kameraet være lyskilden gennem en del af filmen og endda i en enkelt opfindsom scene et våben.

Filmen er en genindspilning af den spanske “[Rec]”, som “Quarantine” eftersigende skulle følge meget tæt, bortset fra at den fravælger den overnaturlige dimension af historien til fordel for en noget mere konventionel forklaring. Forfriskende er det i hvert fald at se en gyser, som baserer sin uhygge på kamerabevægelser i stedet for kolossale mængder af CGI-monstre, og takket være den overbevisende anvendelse af det håndholdte kamera får man en foruroligende følelse af at være fysisk tilstede i lokalerne.