[b]Mesterlig svensk blodsuger[/b]

Vampyrer vækker ofte meget velkendte og ikke altid lige heldige associationer. Tankerne flyver hurtigt mod skumle mænd med sære accenter iklædt smoking og kappe eller de senere års popvampyrer iført lædertøj og maskinpistoler, hvor genren anvendes som et kulørt tegneseriehæfte, og vampyrer mest af alt er alternative superhelte og skurke.

“Lad den rette komme ind” tager dem helt anderledes alvorligt og placerer dem i en hverdag, der er alt andet end glamourøs, og hvor ingen af dem ville være så tåbelige at trække i læderbukser eller iføre sig kappe. Filmen udspiller sig hovedsageligt i et trist anonymt udseende svensk boligkompleks, let dækket af et tyndt snelag, der giver den en bizar, enkel og nærmest poetisk fremtoning.

Her møder vi den 12-årige Oskar, der bliver udsat for grov og tiltagende brutal mobning, og som reaktion er ved at udvikle foruroligende fantasier om knive og hævn. På en natlig tur møder han pigen Eli, som er på hans alder og besynderligt upåvirket af den bidende nattekulde. De er begge ensomme og finder efterhånden en vis tryghed i hinandens selskab. Den tryghed får de brug for, eftersom de begge på hver sin måde er blevet ladt alene af den voksne verden.

Hvad, der følger, kunne beskrives som en vampyr-fortælling, hvis ikke det var fordi, at betegnelsen vækker alle de forkerte forventninger. Det er en usædvanlig kærlighedshistorie, en thriller, en neddæmpet gyser, og udført med en sørgmodig til tider næsten eventyrlig tone som et af Brødrene Grimms fæleste eventyr. Filmen er instrueret af Tomas Alfredson, som tidligere bl.a. har stået bag den glimrende ensemblefilm “Fire nuancer af brunt”. Ligesom i den giver “Lad den rette komme ind” ligeledes en udsædvanlig vinkel på en velkendt formular. Det er ingen overdrivelse at sige, at du aldrig har set en vampyrfilm som denne, for en sådan er aldrig før blevet lavet.

Visuelt er filmen formidabelt flot. Farverne er blevet drænet ud af billedet i en grad, at selv blodet ser mere sort ud end rødt. Kameraet bevæger sig med spøgelsesagtig ro gennem landskabet, når det da ikke fryser og blot passivt observerer de blodige begivenheder med en klinisk distance. Filmen trækker ubesværet den ene genialt udførte sekvens efter den anden op af hatten, og vi overværer katte, der hvæser i vanvittigt raseri, lig der hænges op og drænes som svin og Eli, der springer ned på sit offer som en panter i junglen. Filmen støttes også af to fremragende præstationer af de to børneskuespillere, som på trods af deres unge alder er komplet overbevisende i deres respektive roller. Deres forhold er, hvad der bærer filmen, og selvom historien er brutal, formår den også at være en umådelig rørende beretning om to unge, der støtter sig til hinanden i en utilgivende verden. Hvis man ser bort fra de overnaturlige elementer, er det da også den historie, der bliver tilbage.