[b]Hverdagens stille poesi[/b]

Husker du mon, kære læser, den gang hvor man stadig handlede hos købmanden i det daglige? Hvor indkøbsvarer var noget, man pegede på, og som derefter blev langet over disken i et mageligt tempo, som regel ledsaget af lidt snak om vind og vejr samt et par kommentarer om dagens avisoverskrifter, og hvor man som lille purk på heldige dage kunne få et bolsje af købmanden som tak for at hjælpe med at bære risene, kartoflerne, eller hvad der nu stod på aftenens menu.

Det er kun en ret svag erindring i undertegnedes hukommelse, for den slags er jo som bekendt stort set væk til fordel for supermarkeder og de mere upersonlige kioske, og selv de butikker, der kalder sig købmand nu om stunder, er jo som regel kun mindre supermarkeder, hvis indehaver man sjældent lærer at kende. De svage minder kom dog væltende frem, efterhånden som “Købmanden i Provence” udspillede sig, og det daglige liv for en noget modvillig handlende udfoldede sig på lærredet.

Filmen handler om den indesluttede Antoine, der i sin tid forlod sit landlige barndomshjem for at tage til storbyen og en ny tilværelse. Nu godt 10 år senere og i en alder af 30 år er han dog ikke kommet synderligt videre, og han ernærer sig som små-doven tjener og bor stadig i så mange flyttekasser, at det ligner, han aldrig fik pakket ordentligt ud. Da hans far får et hjertetilfælde bliver Antoine dog modvilligt nødt til at tage tilbage til barndomshjemmet for at bestyre den kørende købmandsvogn, som faderen har kørt i årevis. Med sig tager han den kønne Claire, som hans mor straks antager er hans kæreste, hvilket dog er noget af en overdrivelse, eftersom Antoine mangler modet til for alvor at forsøge sig hos hende.

Fanget nu i præcis det job, han ikke ville ende i, kører Antoine rundt til de ældre i omegnen, som han behandler med utiltalende smålighed. Han nægter at give rabat, brokker sig, hvis de køber for lidt, og overfører sig i dette hele taget som en forkælet møgunge. Alt det bliver dog ændret, da den livsglade Claire beslutter sig for at køre med på turen, og pludselig begynder Antoine at se sine omgivelser med nye øjne.

Det er næppe svært at gætte, i hvilken retning handlingen herfra vil udvikle sig, men “Købmanden i Provence” handler hverken om overraskelser eller melodrama. De konflikter, der bliver antydet i familien, bliver kun indirekte berørt, og filmen indeholder heller ingen store dramatiske øjeblikke. I stedet sniger den sig langsomt ind på en via sin stilfærdige hjertevarme og overskud af charme i beskrivelsen af de landlige omgivelser. Ligesom Antoine begynder vi langsomt at sætte pris på den faste rutine og de skæve personligheder, han møder, indtil vi uundgåeligt kommer til at holde af dem.