[b]Myrderiet i baghaven[/b]

Selve titlen “Drengen i den stribede pyjamas” leder hurtigt tankerne hen mod hyggelige Peter Pan-fortællinger og godnathistorier. Det første indtryk er dog helt forfejlet i dette tilfælde, hvor titlen i stedet refererer til en jødisk dreng i en koncentrationslejr, der i den otteårige Brunos øjne af uransagelige årsager bærer en stribet pyjamas.

Det er netop gennem den ung Brunos øjne, at filmen foregår og derved giver en helt anderledes vinkel på de nok så omtalte begivenheder, end vi er vant til. Han er søn af en tysk officer, der netop har været så heldig at modtage en forfremmelse som overordnet ved en koncentrationslejr. Han beslutter derfor at tage både søn, datter og kone med, og den lille familie flytter snart ind i et hus, der angiveligt ligger på sikker afstand af lejren.

Bruno, der har måttet sige farvel til sine bedste venner, er imidlertid ved at gå til af kedsomhed i det isolerede hus, og da han en dag opdager nogle bygninger i nærheden, tror han fejlagtigt, at det er en gård af en slags. Hans forældre svarer undvigende på hans spørgsmål, hvilket blot efterlader drengen endnu mere nysgerrig. Inden længe sniger han sig af sted og møder bag pigtråden den jævnaldrende Schumel, der ligesom Bruno længes efter venskab.

Historien om koncentrationslejrene er naturligvis blevet fortalt utallige gange før, og film som Alain Resnais “Nat og tåge” og Spielbergs “Schindlers liste” har på vidt forskellig vis forsøgt at begribe det ubegribelige. Hvad, der gør “Drengen i den stribede pyjamas” unik, er imidlertid dens synsvinkel, og at se de velkendte begivenheder gennem Brunos uskyldige øjne får på mange måder begivenhederne til at fremstå om muligt endnu mere frastødende. Filmen er baseret på en bog af John Boyne og filmatiseret af Mark Herman, der tidligere har stået bag så kompetente film som “Little Voice” og “Brassed Off”. I modsætning til de to er denne film formodentlig primært tiltænkt et relativt ungt publikum, men fungerer ikke desto mindre glimrende til alle aldre, og man kan dårligt beskylde den for at lægge fingrene imellem.

I rollen som drengens fader ses David Thewlis, kendt fra bl.a. Mike Leighs “Naked”, og han er en usædvanlig, men særdeles velvalgt skuespiller til rollen. Selvom figuren bestemt indeholder dybt usympatiske sider, er han langt fra noget monster, men i stedet en udpræget karrieremand, der med hud og hår har slugt nazipartiets propaganda. [i]”Nogle gange må man gøre ting, man ikke bryder sig om,”[/i] forklarer han Bruno og efterlader derved mere et indtryk af at være en nidkær bureaukrat, der lidt for let har tilpasset sig tidens krav.