[b]Quantum of Terrorism[/b]

Man tilbringer en god bid af Ridley Scotts “Body of Lies” i håbefuld forventning om, at et eller andet virkeligt fremragende element dukker op, inden man resignerende indser, at det øjeblik heller ikke indtræffer denne gang. Om noget synes Scott for tiden at have lagt de store ambitioner til side for i stedet at koncentrere sig om at lave mere ordinære genrefilm.

For sådan en er “Body of Lies” i sidste ende, selvom den umiddelbart ligner en film, der har mere på hjerte. Den handler om den unge agent Roger Ferris, spillet af Leonard DiCaprio, som arbejder ihærdigt i Mellemøsten med at opsnappe oplysninger om alverdens hemmelige terrororganisationer og skurke. Hans arbejdsgiver er den nonchalante CIA-veteran Ed Hoffman i Russell Crowes skikkelse, der taler med en ligefrem og åbenhjertig tone, som kun en rigtig løgnhals kan gøre det.

Og løgne er der nok af. De to er på sporet af en ambitiøs organisation, der kaldes Al-Saleem, og hvis terrorbombning af Europa er taget gevaldigt til. For at få fat på dem samarbejder de med den jordanske efterretningstjeneste og udtænker en plan, der skal lokke Al-Saleem frem i lyset. Samarbejdet går dog ikke helt glat, da det viser sig, at viljen til at udveksle informationer ikke er gensidig.

“Body of Lies” lægger sig umiddelbart i lige linje med film som “Syriana” med den unge Roger Ferris som eneste retskafne mand tilbage i det betændte Mellemøsten. Det bliver dog snart tydeligt, at filmen reelt har mere tilfælles med Bourne og Bond, efterhånden som Ferris egenhændigt stormer terroristlejre og overlever eksplosioner på stribe. Vores helt tilbringer en god bid af filmen på hospitalsbriksen med at blive lappet sammen, inden han igen løber ubesværet videre mod den næste noget utroværdige situation.

Filmen viser atter Scott som den kompetente filmhåndværker han er, og han begår da heller ingen deciderede fejltagelser undervejs. “Body of Lies” er filmet og klippet med betydelig intensitet og leverer et overbevisende og atmosfærisk portræt af Mellemøsten. DiCaprio gør næsten Ferris til en troværdig figur, og Russel Crowe er ligeledes glimrende som den kyniske Hoffman, der via mobiltelefonen ubekymret sender missiler mod bygninger, mens han følger børnene i skole. God er også Mark Strong som en jordansk efterretningsmand, der har en vis bizar anstændighed over sig, selv når han får mistænkte terrorister tortureret. Mindre imponerende er Ferris’ kønne sygeplejerske Aisha, som han kommer til at løbe en betydelig risiko for, selvom det er svært at se hvorfor, eftersom deres forhold aldrig bliver underbygget tilstrækkeligt. Hun eksisterer blot med det formål at fremme handlingen.