[b]Racerfilm på speed[/b]

Det ville være en underdrivelse af format at betegne “Speed Racer” som et sansebombardement. Wachowski-brødrenes seneste opus er et visuelt festfyrværkeri proppet med overlappende og kalejdoskopiske billeder, vanvittige slowmotion-klip, frenetiske actionsekvenser og computerskabte landskaber og racerbiler, der prydes af flere farver end et velbevaret koralrev. Selv “Moulin Rouge!” ligner et mådeholdent kammerspil sammenlignet med “Speed Racer”, der øjeblikkeligt går fra første gear til [i]over[/i]gearet. Filmen tager udgangspunkt i en japansk tegnefilmserie af samme navn, og “Speed Racer” kan bedst beskrives som en animationsfilm, hvori kun få levende væsner optræder.

Det lyder umiddelbart, som om Larry og Andy Wachowski atter har lavet en trættende stiløvelse, der ikke fortjener at blive nævnt i samme sætning som parrets absolut bedste film, “The Matrix” (selvfølgelig), hvis to ujævne fortsættelser besudlede brødrenes omdømme hurtigere, end de i sin tid fik et. “Speed Racer” er da heller ikke i nærheden af at være på samme niveau som duoens skelsættende klassiker fra 1999. Men under filmens flotte facade gemmer der sig noget særligt, der får “Speed Racer” til at overgå “The Matrix Reloaded” og “The Matrix Revolutions”: En sjæl.

“Matrix”-fortsættelserne svælgede i lommefilosofisk sniksnak og opblæst action, men “Speed Racer” er i stedet gennemsyret af hjertevarmende naivitet. Naturligvis er der masser af hæsblæsende action. Men Wachowski-brødrene virker også vitterligt interesserede i at indgyde den samme begejstring i nutidens børn og barnlige sjæle, som de oplevede, dengang de som små nød den oprindelige “Speed Racer”-serie på tv. De storstilede actionscener i “Matrix”-fortsættelserne virkede som påskud for overhovedet at lave dem, men alle racerløbssekvenserne i “Speed Racer” har betydning for plottet. Og den positive stemning er forfriskende anderledes end den alvorsfulde aura, der omgiver instruktørernes andre film.

Filmens inderlige moralprædikener er desuden så enkle og velmenende, at de formentlig (og forhåbentlig) vil give mening for de mindste. Til tider er racerløbsscenerne dog så hysteriske og virkelighedsfjerne, at man mister følelsen af, at der virkelig er noget på spil. Men Wachowski-brødrene kører aldrig helt af sporet på samme måde som mange af historiens ivrige bilister. De bevarer fokus på karaktererne og historien selv under racerløbene – under det første af slagsen springes der eksempelvis på opfindsom vis mellem ræset og uddybende scener om figurernes respektive forhistorier, før der for alvor bliver taget hul på historien om Speed Racer (ja, det er hans navn) og knægtens forsøg på at besejre et ondsindet konsortium både på og uden for væddeløbsbanen.

Historien kan dog ikke bære en spilletid på hele 135 minutter, og selv ældre tilskuere vil formentlig have svært ved at holde rede på de mange twists. Den fænomenale æstetik og børneorienterede humor (en dresseret abe får for eksempel masser af spilletid) vil bestemt ikke tiltale alle, men er tilsyneladende i den gamle tegnefilmseries ånd. Bedst af alt: Det glimrende ensemble, som er anført af en veloplagt Emile Hirsch og garvede kendinge som John Goodman og Susan Sarandon, hiver filmen ned på jorden igen, når “Speed Racer” truer med at blive så skør, at man mister medfølelse for figurerne. “Speed Racer” er ikke perfekt, men den har hjertet på rette sted og havde slet ikke fortjent at floppe finansielt i biografen, som den gjorde.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Hundredvis af Blu-ray- og HD-DVD-skiver er til dato blevet udgivet, og selv hvis man er begyndt at tage HD-formaternes utrolige kunnen for givet, kan man godt forberede sig på at få vrikket kæben af led. Dette er formentlig det flotteste transfer, der nogensinde er blevet produceret til en hjemmevideoudgivelse. Farverne er det første, der springer i øjnene – de er ubeskriveligt lækre og mætte og aldrig en brøkdel for kraftige eller matte. Kontrastgengivelsen er også sublim. Transferet er spækket med detaljer, uanset om scenerne udspiller sig ved højlys dag eller midt om natten. Billedet er derudover ligeså skarpt som et nyslebent barberblad og fuldstændig blottet for edge-enhancement, støj og komprimeringsfejl.

[b]Audio[/b]

Øv. “Speed Racer” burde have været en af årets største udgivelser fra et teknisk standpunkt, men udgivelsens lydspor er slet ikke på højde med transferet. Et almindeligt Dolby Digital 5.1-mix med en bitrate på sølle 640 kbps medfølger. Det er langtfra et dårligt lydspor – det har mærkbar slagkraft og mønstrer talrige herlige panoreringer. Lydsidens forskellige elementer er fornemt fordelt og gengives klart og tydeligt. Men komprimeringen har reduceret dynamikområdets størrelse i betragtelig grad. Dialogen savner rumklang og lyder tit lidt flad. De mange eksplosive lydeffekter savner ofte det ekstra punch fra subwooferen, som et HD-lydspor med en højere opløsning kunne have leveret, og de højeste toner er ikke tilstrækkelig distinkte. Godt, men ikke godt nok.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet skuffer mere end lydsporet. Fire korte dokumentarer medfølger, og de præsenteres alle sammen i 480p. I “Spritle in the Big Leagues” (15 min.) går ensemblets yngste medlem, Paulie Litt, rundt og ter sig som en åndssvag under optagelserne og fremtvinger kun få træk på smilebåndet. I “Supercharged!” (16 min.), “Car-Fu” (28 min.) og “Ramping Up” (10 min.) skiftes skuespillerne og filmmagerne til at skamrose hinanden og “Speed Racer”, men de siger desværre meget lidt om filmens tilblivelse, som man ikke selv kunne regne sig frem til. Derudover gennemgås blandt andet filmens computereffekter og bilernes design, men det er især ærgerligt, at produktionens lunkne modtagelse ikke diskuteres af Wachowski-brødrene.