[b]På de vilde løver[/b]

Det er ikke så mange år siden, at det stadig blev diskuteret højlydt, om Pixar eller DreamWorks lavede de bedste animationsfilm. Det er der vist ingen, der diskuterer længere, eftersom det er virkelig svært at finde nogen, der i ramme alvor mener, at det er et tvivlspørgsmål nu om stunder. Selvom det er Pixar, der har produceret alle mesterværkerne, så har mange af DreamWorks animationsfilm imidlertid også deres egen charme, som fungerer på et andet plan.

Hvor Pixar på mange måde viderefører arven fra Disney med klassiske eventyrlige fortællinger, så er DreamWorks mere i ånd med Looney Toons-tegnefilmene om Snurre Snup, Daffy osv. med fornøjelig og hurtig glemt skæg og ballade. Meget sigende fungerede den kortfilm om pingvinerne, der fulgte med dvd-udgivelsen af den første “Madagascar”, i bund og grund også bedre end selve filmen. Et værk som “Madagascar 2” har da heller ikke en brøkdel af de ambitioner, som f.eks. Pixars “Wall•E” besidder, og i stedet er dens funktion blot at underholde, så længe den varer.

Handlingen fortsætter nogenlunde, hvor den første slap. De fire undslupne zoo-dyr er med en faldefærdig flyvemaskine, som de fingernemme pingviner har fået fut i, på vej væk fra Madagaskar. De når imidlertid ikke længere end til Afrika, før flyveren styrter ned, og de nu må se sig strandet her i stedet.

Herfra er situationen ikke meget anderledes, end den var i den første film: Hvordan skal de fire tamme dyr klare sig i den vilde, ubarmhjertige natur? Det viser sig imidlertid at være noget nemmere for dem at falde til her, hvor der er utallige eksemplarer af deres egne slags, og løven Alex genfinder den familie, han oprindelig blev skilt fra. Herfra udvikler handlingen sig mere til en samling sidehistorier end en overordnet historie, og vi følger zebraens identitetskrise, da han opdager, at han egentlig er fuldstændig ordinær, løvens forsøg på at leve op til faderens forventninger, flodhestens romantiske stævnemøde og giraffens hemmelige forelskelse i førnævnte flodhest. Det er ganske enkelt noget ufokuseret rod, og først i filmens sidste del kommer dens egentlige mål til syne, da dyrenes vandhul tørrer ud. Indtil da er man lidt frustreret over begivenhederne, der får et noget ligegyldigt og snublende præg.

Til gengæld kan der ikke sættes en finger på animationen, der tydeligvis har taget et kvantespring frem siden den første film. Afrikas åbne savanne ser fantastisk ud, og dyreflokkenes løb over sletterne er betagende. I forhold til den første film så er humoren lidt mere træfsikker her, selvom pingvinerne stadig stjæler de bedste øjeblikke fra hovedpersonerne. Filmen tilføjer også nogle underholdene nye figurer såsom en Barry White’sk flodhest og en lumsk rænkespiller fornemt stemmelagt af Alec Baldwin.