[b]Lyden af frihed[/b]

[i]Når vi taler om store mænd, tænker vi ofte på folk som Napoleon – mænd, som anvendte vold. Sjældent tænker vi på fredelige mænd[/i]. Således siges det ganske rammende nær slutningen af “Amazing Grace”, og dermed understreges en ellers ubehagelig tendens til at dvæle ved de forkerte mennesker.

Hvordan kan det være, at vi altid fremhæver navne på mordere som Napoleon Bonaparte, Josef Stalin, Adolf Hitler, Che Guevara og Mao Zedong, men så sjældent lovpriser de samfundsomvæltere, der opnåede deres resultater med fredelige midler? For hver Gandhi synes der at være ti slagtere, der bliver omtalt, og hvis regimer altid endte med at blive langt mere grusomme, end det de i sin tid gjorde oprør imod.

Hvis “Amazing Grace” har en forsonende faktor, så er det, at den for en gangs skyld vender blikket mod en relativt overset historisk skikkelse, der kæmpede for rettigheder for et undertryk folk uden at gribe til vold som argument. Filmen fortæller historien om William Wilberforce, der kom til at blive en stærk bekæmper af slaveri i det britiske imperium. Valgt ind i parlamentet i en alder af blot 21 år blev han gjort opmærksom på slaveriets menneskefjendske natur og formåede at samle en bred front af folk til støtte for dets afskaffelse. Blandt dem var den tidligere kaptajn og slavehandler John Newton, der selv vendte sig mod slaveriet og skrev hymnen “Amazing Grace”, som netop handler om at vende tilbage til lyset og efterhånden er blevet et mantra for slavernes frihedskamp.

Der er således lagt i kakkelovnen til et passioneret drama, og “Amazing Grace” viser sig da også hurtigt at være en ret ligetil historie om den lovmæssige og juridiske kamp mellem de to grupper af modstandere og fortalere for slaveriet. Således kommer filmen hurtigt til at minde om et retssalsdrama blot udkæmpet i det britiske parlament gennem stribevis af brandtaler, og som sådan en er den en ganske effektiv en af slagsen. Filmen er instrueret af Michael Apted, der har stået bag roste film som “Coal Miner’s Daughter”, “Gorky Park” og “Nell”, men også nogle mere forglemmelige størrelser.

Apted har håndteret “Amazing Grace” som en ret ukompliceret kamp mellem de gode og de onde, og man er aldrig i tvivl om, hvem man skal holde med. Hovedrollen spilles af Ioan Gruffudd, der var en noget tam Reed Richards i den rædsomme “Fantastic Four”, men som fungerer betydeligt bedre her og giver godt med passion i de følelsesladede taler. Han overdøves dog hurtigt i forhold til en bemærkelsesværdig samling førsteklasses skuespillere, og navne som Michael Gambon, Rufus Sewell, Toby Jones og Ciarán Hinds gør debatterne til en underholdende affære. Derudover duperer Albert Finney i den lille, men fuldstændig fremragende rolle som den plagede John Newton, hvis scener er dybt bevægende.