[b]Kærlighed og punkmusik[/b]

Der var en gang for meget længe siden en tid i den mørke middelalder, hvor vi hverken havde iPods, internet, Dankort eller EU, og hvor alle mennesker gik rundt og var nogenlunde tilfredse, eftersom de ikke var klar over alle de ting, de manglede. Den tid kommer tilbage med nostalgisk fornøjelse i den norske “Mig og Yngve”, der foregår i det herrens år 1989 lige efter Berlinmurens fald.

Hovedpersonen er den rødhårede 17-årige Jarle, der ellers har alt, hvad en rask ungersvend kan bruge. Han er kæreste med den søde og kønne Katrine, og sammen med sin bedste ven Helge er han forsanger i bandet “Mattias Rust band”, der spiller punkmusik med så subtile sangtitler såsom “Fissefanden”.

Iført sort frakke med utallige badges er den lille gruppe sammentømret i sin afstandstagen til alt, hvad der virker yuppieagtig. Den trygge dagsorden bliver imidlertid forskubbet, da drengen Yngve kommer til klassen. Pludselig er intet helt det samme, og Jarle begynder snart at sende længselsfulde blikke efter den unge fyr, som introducerer ham for både tennis og synthpop. Jarle må efterhånden se sig splittet mellem sine venner, kæresten og den indadvendte Yngve.

Tiden i “Mig og Yngve” er ganske vist specifik, men temaet er universelt, og man genkalder sig hurtigt mange af de forskellige følelser og oplevelser, som vores hovedperson gennemgår. Den tid hvor ens sindelag var voldsomt omskifteligt, og man kunne gå fra sårbarhed til følelsen af uovervindelighed på et splitsekund. Når Jarle svarer oprigtigt bekræftende på kærestens spørgsmål, om de skal være sammen for evigt, så er man som voksen tilskuer både rørt og moret over den ukuelige naivitet, som sjældent tåler dagens lys.

“Mig og Yngve” er baseret på en roman af Tore Renberg, og filmen er blevet en af Norges mest populære film i 2008. Det forstå man godt, for det er både en frisk og charmerende oplevelse, vi her overværer. Filmen er instrueret af den debuterende Stian Kristiansen, som med denne første film lægger særdeles lovende ud. Hovedpersonen henvender sig indimellem direkte til kameraet, og lydsiden fyldes effektivt med iørefaldende musik fra perioden såsom The Cure, Joy Division, Stone Roses og Japan, der bidrager til et overbevisende tidsbillede. Underholdende er også den lune humor, og ikke mindst vennernes reaktion på Jarles nye interesser samt et temmelig amatøragtigt forsøg på at indkøbe hash er ubetalelig morsomt.