[b]Dommedag aflyst[/b]

Nu er det langt fra noget nyt fænomen i filmhistorien, at dystopiske dommedagsprofetier får stor spalteplads. Det har faktisk siden filmens – og formentligt også menneskeracens – begyndelse været et kærkomment, men efterhånden også fortærsket fænomen. Det er også den umiddelbare fingerfornemmelse med Neil Marshalls “Doomsday”, der kommer en mindre årrække efter hans om ikke andet mere vellykkede “Dog Soldiers”.

Her er udgangspunktet imidlertid velkendt. En dødelig virus spredte sig med lynets hast for knap tredive år tilbage – i vores nutid – i det skotske højland. Omstændigheder, der gjorde, at de britiske myndigheder af sikkerhedsmæssige årsager så sig nødsaget til at isolere hele Skotland med en kæmpemæssig mur – hvor er det nu, man har set det før? Strategien var simpel: De smittede blev ladt i stikken, ingen slap ud og ingen ind, og dermed kunne man komme den dødelige virus til livs. Troede man. Tilbage i fremtiden anno 2025 er der nemlig kraftige indikationer på, at den frygtede trussel mod menneskehedens eksistens igen er på spil, denne gang i det overbefolkede og skarpt overvågede London, og det fører ikke overraskende til en kaotisk og anarkistisk undtagelsestilstand, hvor foruroligende tiltag drøftes på højeste plan.

Inden, det går så vidt, gøres der dog et allersidste forsøg på at finde frem til den kur, som kan redde mennesket fra den endelige deroute. Den enøjede politiagent Kathrine Sinclair sendes derfor ud i det rene ingenmandsland i håbet om at finde redningen i ellevte time. Der er nemlig opfanget livsaktivitet i det isolerede Skotland, og det vækker håb om overlevelse og dermed en kur. Med sig ind i det forskansede landområde har hun to bemandede mandskabsvogne, en flok professionelle soldater og en stab forskere, der kan bidrage med den videnskabelige indsigt. Sammen skal de nemlig på mindre end 48 timer redde London fra dommedag, mens resten af verdenssamfundet på sidelinjen harcelerer over englændernes apolitiske og umoralske fremfærd.

Værst ved “Doomsday” er den tydeligt skræddersyede skabelon, som hver enkelt scene og delelement passer lidt for godt ind i. Manuskriptets syninger er enerverende tydelige, og det står skræmmende markant, hvordan plottet til mindste detalje er skruet sammen. Selv de fladeste replikudvekslinger har haft en årsagsbetinget mening, og intet er overladt til fantasien. Omvendt er den største attraktion den blændende apokalyptiske æstetik, der trækker enorme veksler på sollys, skyggespil og dunkle farver i samspil med de panoramiske vidder og trænge viadukter, hvori de store slag udkæmpes. Det giver en knugende fornemmelse af en nært forestående undergang for den ganske menneskerace.

Imellem bevæger den altovervejende hovedperson Katherine sig dybere og dybere ind i det, der skal vise sig at være overbefolket fjendeland. Et af målene med den farefulde færd er at finde frem til den virale forsker Kane, som angiveligt har et vis kendskab til nævnte virus og muligvis også har løsningen dertil. Samtidig nærmer det sig bekymrende scenarier på hjemmefronten i London, hvor også magtens blankpolerede korridorer er skueplads for det rene blodbad. Årsagen til at den feminine Katherine bliver førstevalg til denne mission skal findes i hendes skotske baggrund, hvor hun allernådigst slap ud af landet i tide som barn, mens hendes mor blev tilbage. Savnet af det mødrende ophav er da også en gennemgående drivkraft undervejs.

Rollerne udfyldes af en række mere eller mindre prominente navne, hvoraf Emma Cleasby som den hårdtslående og håndhævende ordensmagt med en grum fortid i Katherines skikkelse er et forholdvist ubeskrevet blad. Til gengæld flankeres hun af karismatiske Bob Hoskins og temperamentfulde Malcolm McDowell, som leverer fornøden energiinput, om end det skønnes at være spildte kræfter. En fornuftig besætning, der her er kommet om bord, men alligevel og takket været et upoleret og ugennemarbejdet manuskript bliver skuespillet dog alligevel aldrig filmens største styrke, selv om storhed i glimt antydes.

Tematikken er til gengæld almengyldig, for hvordan viser menneskets primale instinkter og underliggende impulser sig rent faktisk, når netop disse naturegenskaber tvinges i forgrunden, mens homo sapiens trænges op i en krog? Inspirationen fra både “Mad Max”, “Braveheart”, “Aliens” og “Flugtaktion New York” er overordentligt tydelig, men heldigvis drukner “Doomsday” ikke i monotoni og kønsløse fremtidsperspektiver, selv om filmen ind imellem måske ligner sine forbilleder lidt for meget.

[b]Video[/b]

Visuelt er “Doomsday” et animerende festfyrværkeri, der præsenteres i det skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format og er udgivelsens bedste indslag. Selv om den gennemgående tilstedeværelse af edge-enhancement skæmmer i de lysere scener, så er billedsiden generelt prangende og bevarer en solid kontrast og stabil farvetemperatur. Der er ikke de fjerneste eksempler på digitale forstyrrelser eller udtværinger, og alt i alt er der tale om et glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

Også lyden gør sig godt i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor. De ellers ikke videre vellykkede dialoger er tydelige og uden overstyringer og drukner ikke i den til lejligheden konstruerede underlægningsmusik. Underneden findes en detaljerig atmosfære samt utallige veldefinerede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet består af tre kortere featuretter, hvoraf ingen i voldsom grad imponerer. Det er traditionel og forudsigelig metervare, vi her præsenteres for igennem interviews og bag om kameraet optagelser, mens baggrunden for filmen, scenerne, stunts og effekter forklares – ofte uden en dybere rød tråd.