[b]Når rødhårede mødes[/b]

Det er ikke helt let at blive klog på “Pigen og ræven”, som indeholder en del mere, end hvad dens umiddelbare indtryk formidler. Filmen er instrueret af Luc Jacquet, som vandt en Oscar for dokumentarfilmen “Pingvinmarchen”, og blander som forgængeren en fiktionsfortælling med naturoptagelser.

I modsætning til “Pingvinmarchen” er “Pigen og ræven” imidlertid en eventyrhistorie. Den er langt mere direkte henvendt til familiens yngste medlemmer og fremstår mest af alt som en kær godnathistorie. Filmen er en fortælling om det venskabelige forhold, der knytter sig mellem to rødhårede: en tiårig pige og den ræv, som hun møder i løbet af sin sommerferie.

Den navneløse pige bor i et naturskønt og uspecificeret skov- og bakkeområde, der åbenbart både rummer grotter, vandfald, ulve og bjørne, men som de aldrig sete forældre tilsyneladende alligevel ikke ser noget problem i, at deres tiårige datter vandrer ubeskyttet rundt i. Det er med andre ord et område, der lægger sig mere op ad eventyrernes verden end nogen geografisk placering. Her opdager vores hovedperson en ræv, som hun hurtigt bliver fuldstændig optaget af, og inden længe følger hun den så meget, hun kan, i håbet om at danne et venskab med dyret. Med langsom tålmodighed nærmer hun sig den efterhånden, som ræven så småt begynder at nære tillid til hende. Pigen indser dog også, hvilken farlig tilværelse ræven fører.

Filmen udspiller sig næsten som en stumfilm, og stort set den eneste tale, vi hører, er hovedpersonens fortællerstemme, som ganske vist ofte udtrykker det meget åbenlyse, men som formodentlig vil hjælpe de yngste tilskuere med at følge historien. Som voksen er det dog svært ikke at opfatte den som lidt overpædagogisk, og enkelte mere poetiske vendinger klinger lidt falsk. “Pigen og ræven” er fra starten tydeligvis henvendt til børn, og pigens indledende hyppige fnisen synes at fastholde det indtryk, men efterhånden som historien kommer i omdrejninger, bliver det tydeligt, at dens voksne tilskuere også vil kunne finde mange ting af interesse. Ligesom “Pingvinmarchen” er den blændede filmet, og de dele af filmen, der beskriver de tos møde med farlige rovdyr samt en sekvens, hvor pigen farer vild i klipperne, er så overbevisende sat sammen, at man som voksentilskuer også gyser lidt med.

I en tid, hvor vi er forvent med CGI-effekter til at skabe digitale dyr, føles det befriende for en gangs skyld at se nogle ægte af slagsen fylde lærredet, og selvom det indimellem er ret let at se, at det ikke er den samme ræv, der “spiller” hovedrollen hele vejen, så giver det dog en helt anderledes troværdighed til fablen. Man imponeres over, hvordan det er lykkedes Luc Jacquet at få handlingen til at fremstå så sømløst med dyrene og samtidig præstere at lave en så æstetisk tilfredsstillende film.