[b]En omskiftelig dag[/b]

[i]Jeg er bange for, at jeg har rystet hans følelse af anstændighed – Åh det skal du ikke være bange for. Sådan en har han ikke.[/i] Ja, dialogen er knivskarp i “Miss Pettigrews fantastiske forvandling”, og replikkerne fyger med et tempo og en friskhed, der hurtigt gør tilskueren stakåndet, mens man ihærdigt forsøger på at følge med i krydsilden.

Det er ikke blot replikkerne, men også tiden, som går hurtigt i “Miss Pettigrews fantastiske forvandling”, der udspiller sin handling i løbet af blot en enkelt dag. Filmen foregår i London i 1939 med krigen lige for døren og krisen truende. Her er Miss Pettigrew i Frances McDormands skikkelse netop blevet fyret fra endnu et job som guvernante. For den midaldrende kvinde er det noget nær en katastrofe, og da stort set alle hendes besiddelser går tabt, finder hun snart sig selv for enden af suppekøen i slumkvarteret. Hendes sidste chance kommer, da hun erhverves af den amerikanske sangerinde Delysia Lafosse spillet af Amy Adams. Den ambitiøse Lafosse lever et noget udsvævende liv blandt det bedre borgerskab og har brug for en assistent til at rydde op i sine utallige affærer.

Der er nok at se til for den hårdt prøvede Miss Pettigrew, der snart må forsøge at holde rede på Lafosses valg mellem tre forskellige mænd, der alle har noget forskelligt at tilbyde. Filmen handler dog ikke mindst om Miss Pettigrew selv, der undergår en forvandling fra sin tidligere skyggetante-tilværelse.

Den første indledende del af filmen er udført i førnævnte hastige tempo og ligner næsten til forveksling en teateropsætning af et aldrende lystspil. Replikkerne er lynhurtige, tonen er munter, og skuespillet leveres en smule overspillet som i et forsamlingshus, hvor skuespillerne vil være sikre på, at dramatikken når ud til de bageste rækker. Det er temmelig underholdende, men man tager også sig selv i at overveje, om man mon kan magte at være i en så højspændt krydsild gennem hele filmens spillelængde. Bekymringen er imidlertid unødvendig, og efterhånden finder historien et mere naturligt leje, hvor vi også kommer tættere på de umiddelbart lidt karikerede figurer.

Herefter udbreder sig langsomt en fortælling, som ikke blot er en Askepot-historie om den undertrykte dame, der finder prinsen på den hvide hest, men også en fortælling om to kvinder, som sammen hjælper hinanden med at træffe de rigtige beslutninger og indse, hvilke ting der egentlig har betydning. Mellem linierne ligger der også en forståelse af kvinders situation i perioden. Javist, Lafosse er en opportunistisk eventyrer, men hendes afhængighed af mændenes gunst viser sig også at være hendes egentlig eneste chance for at undgå fattigdom, og de to kvinders situation er måske alligevel ikke så forskellige.