[b]Onkel Danny fortæller igen[/b]

Det er svært at pege på en moderne dansk digter, der har en mere bred folkelig appel end Dan Turèll. Benny Andersen er selvfølgelig også et oplagt bud, og Michael Strunge bliver til stadighed opdaget af unge generationer, som han bliver ved med at tale til, men Turèll er dog ikke mindst bemærkelsesværdig for sin evne til at appellerer til læsere, der ellers aldrig kunne finde på at åbne en digtsamling.

Grunden til det findes utvivlsomt mange steder. For det første er hans mest kendte værker skrevet i et umiddelbart, direkte og meget lettilgængeligt sprog. Snarere end højspændte emner om åndelig krise handler teksterne om umiddelbart simple hverdagsemner og er fortalt af en neddæmpet jeg-fortæller, der uprætentiøst og med et underholdende lune beretter fra den daglige færden. Samtidig havde Turèll også fingrene i mange ting, og udover digtervirksomheden skrev han romaner, kriminalhistorier og optrådte i fjernsynet, hvor han med den knaldsorte hat og ditto negle hurtigt blev en kendt og elsket personlighed.

Han var imidlertid ikke altid lige velanset, og det var som om, nogle mennesker havde vanskeligt ved at se forbi de sorte negle og ind til det begavede menneske, der gemte sig bagved. Det kan være svært at huske nu, hvor alle lader til at have taget ham til sig, men han fik vel næppe aldrig rigtig den anerkendelse, han burde have haft i sin levetid.

Det er der heldigvis efterhånden blevet rådet bod på siden, og ikke mindst hans frugtbare samarbejde med Halfdan E på de to cd’er “Pas på pengene” og “Glad i åbningstiden” har bragt ham ud i offentligheden efter hans alt for tidlige død. Succesen har født ideen om at tage fortællingen et skridt videre, og sammen med instruktøren Anders Østergård har Halfdan E stået bag “Så kort og mærkeligt livet er”, der er en slags visuel viderefortælling af cd’erne. Anders Østergård så vi sidst bag kameraet på den vellykkede “Gasolin'”-film, og Halfdan E har siden prøvet kræfter som filmkomponist i Per Flys “Bænken”, “Arven” og “Drabet”. Det lyder kort sagt som en kombination, der ikke kan gå helt galt, hvad det da lykkeligvis heller ikke gør.

I filmen hører vi Turèll læse op fra sine forskellige værker og ser klip fra nogle af hans tv-optrædener. Snarere end en biografisk beretning er filmen en hyldest til selve digteren og blander lystigt forskellige elementer i en sammenskudsret af anekdoter, samtaler, interviews samt et par numre fra cd’erne. Mest interessant er dog Turèlls oplæsning af digte med den karakteristiske uimodståelige stemme, der altid har en let tone af ironi og skæv humor, som smelter perfekt sammen med historierne. Findes der nogen anden dansk forfatter, hvis stemme er så uløseligt forbundet med hans skriverier, som Turèll? Som det bliver sagt i filmen, er det umuligt ikke at høre stemmen, når man læser hans værker, hvis man først for alvor har taget den til sig.