Der er et fantastisk øjeblik få minutter inde i “Quantum of Solace”. Efter at James Bond har dolket en slyngel i halsen efter en hæsblæsende knivkamp, nærstuderer kameraet Bonds ansigt, mens han holder fast i den lammede, døende forbryders hånd. Man forledes næsten til at tro, at Agent 007, der tydeligvis ikke nyder oplevelsen, forsøger at berolige sin modstander. Bonds anstrengte grimasse står i stærk kontrast til de mange brede smil, den fiktive agent har mønstret de sidste 46 år efter at have begået drab. Daniel Craig skærer her igennem den mytologiske figurs iskolde facade som en varm kniv gennem smør og afslører mennesket indenunder. Han understreger, at der er en konflikt i karakteren, og at selv den sejlivede, kølige brite kan påvirkes af sin barske profession.
[image=31764]
Bond har dog færre avancerede dingenoter end sidst at gøre godt med, og flere af seriens kendetegn er blevet droppet i et forsøg på at gøre seriens fantasifulde univers mindre karikeret. Det ikoniske Bond-musiktema tages eksempelvis aldrig i brug. Ingen promiskuøse kvinder føjer sig lynhurtigt for Bonds lyster, Agent 007 konstaterer aldrig sit navn, og ikke én eneste Vodka Martini bestilles. “Quantum of Solace” er bestemt en af seriens mest realistiske, alternative dele. Og selv med en instruktør som Marc Forster ved roret, der er ekspert i følelsesladede karakterdramaer, har den 22. officielle Bond-film udartet sig til en mere underholdende og tilfredsstillende actionfilm end “Casino Royale”.
[image=31762]
Men hvis man absolut skal stjæle, hvorfor så ikke også gøre det fra de bedste og endda med stil? På bedste James Cameron-facon bliver plotrelevante redegørelser tit fyret af, mens figurerne er på farten, så man får aldrig tid til at kede sig imellem spændingsmomenterne. Og filmen giver verdenssamfundet en fortjent lussing via historien om et verdensomspændende netværk af griske skurke, der udnytter vestlige nationers tørst efter olie og penge til at opnå mere magt og manipulere U-landene. Overraskende og uventet er “Quantum of Solace” et mønstereksempel på, hvordan man indlemmer politiske budskaber i en spændingsmættet thriller uden at miste fremdrift – tag dén, “Blood Diamond”!
[image=31763]