[b]I djævlens vold og magt[/b]

Når den tysk-østrigske filmskaber Michael Haneke fremstiller film, så har det aldrig været for at tækkes sit publikum og i hvert fald aldrig målrettet de mere sarte sjæle. Det er såmænd heller ikke tilfældet med instruktørens indspilning af “Funny Games”, der samtidig markerer tiåret for den originale indspilning, som var både kompromisløs og vederstyggelig i tematik og i handling.

Mere forsonende er nyfortolkningen imidlertid ikke. Faktisk læner Haneke sig i bemærkelsesværdig grad op af sit originalforlæg på et plan, så det vel kun er skuespillerne og sproget, de to film grundlæggende har til forskel. Men så længe det er udført med sikker hånd, kan man nu alligevel komme rigtigt langt. Filmens handling bæres frem af de to pæne unge mænd Paul og Peter – spillet med indlevende overbevisning af Michael Pitt og Brady Corbet – et par overklasseknøse, som slår tidsfordrivet ihjel ved at terrorisere overklassefamilier såvel fysisk som psykisk. Det er et spil om magt og en grænseoverskridende afprøven af, hvor langt man kan gå, når man forulemper og mishandler sine medmennesker.

I “Funny Games” fornemmes det fra allerførste færd, at det er dødsensalvorlige narrestreger, som de to ungersvende har bedrevet før og formentligt også vil bedrive igen og igen. Så længe ingen evner at stoppe dem eller blot holder øje med de tos gøren og laden, synes de at have frit spil. Det går i hårdhændet grad ud over den velbeslåede familie bestående af hausfrau Anna og hendes noget ældre ægtefælle George og deres fælles tolvårige søn. Sammen er de taget på ferie i familiens afsidesliggende sommerhus, som dog kun ligger en times kørsel fra storbyen. Men lutter idyl og naturskønne oplevelser spoleres imidlertid hurtigt af de ubudne gæster, som med få midler vender op og ned på det gode og det onde.

Som altid er Michael Hanekes samfundskritik til at tage og føle på. Der ligger skarpslebne budskaber og gemmer sig i slipstrømmen af den alvorstunge fortælling, hvor tilskueren tvinges til at tænke grundigt over sin egen rolle i det større spil. Med tydelig inspiration hentet fra Stanley Kubricks “A Clockwork Orange” spørges der ufortrødent: Er det harmløs underholdning eller usmagelig voldsforherligelse, når vi som voyeurister følger med i den mentale og fysiske terroriseren af en familie fra sidelinjen? I det virkelige liv vil sådanne valg have konsekvenser, men i fiktionens rum har vi mulighed for at spole tilbage og genindspille scenen under andre forudsætninger – en mulighed Haneke da også frimodigt benytter sig af.

Selv om skuespillet fra alle kanter – ikke mindst fra altid veloplagte Tim Roth og filmens egentlige protagonist Naomi Watts – er dygtigt udført, og filmen også som sådan er særdeles godt skruet sammen, er det svært ikke at hælde lidt malurt i bægeret. Det originale oplæg har for længst skrevet sig ind i filmhistoriebøgerne som en rystende og gruopvækkende klassiker. Samme prægnans opnår den amerikanske “Funny Games” ikke, al den stund det er en genindspilning, og som en sådan har den ikke noget nyt at komme med. Dertil forholder Haneke sig simpelthen for stringent til udgangspunktet uden at have modet til at prøve nyt. Og det er ærgerligt.

For det er Michael Haneke, som er den ubestredne dukkefører. Det er ham, der uden videre indblanden bestemmer, hvad der videre skal ske, og hvordan handlingen skal udvikle sig. Det ser vi, da de to lømler efter næsten en times torturmetoder og korporlige ydmygelser forsvinder lige så hurtigt, som de dukkede op. Med instruktørens fortællemetoder fast forankret i baghovedet kan man dog ikke af den grund været forvisset om, at stabiliteten er genoprettet. Måske er det kun et spørgsmål om tid, før familiens nederdrægtige plageånder atter står i den uskyldsrene entré.

Konstrueret som en slags kammerspil er “Funny Games” en uforsonlig og hård kritik af samfundet og i særdeleshed mediebilledet, som det tager sig ud i dag. Selv om filmen er rettet mod det amerikanske marked, så lefles der – heldigvis – aldrig for mainstreampublikummet. Filmen er stadigvæk en hårdhudet dissekering af det moderne samfunds skyggesider. Ofte taler reality- og underholdningsprogrammer til allerlaveste fællesnævner. Nærværende film er måske ikke ligefrem et opgør med disse, men ikke desto mindre fornemmes et audiovisuelt angreb rettet mod netop det underholdningsorgan, som ydmyger i underholdningens navn og indirekte gør vold og magt til et fascinerende og udfyldende tidsfordriv.

[b]Video[/b]

“Funny Games” præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som tager sig blændende ud. Der er ikke eksempler på udtværinger, om end digitale forstyrrelser og edge-enhancement forefindes i begrænset omfang. Endvidere står farverne – som har en aktiv rolle i filmen – godt, ligesom kontrasten er helt igennem stabil. Et glimrende transfer. Intet mindre.

[b]Audio[/b]

På lydsiden fås de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som også fungerer efter bedste formåen. Dialogen er tydelig og helt blottet for overstyringer af nogen art og forstyrres desuden ikke af den oftest kontrapunktiske brug af underlægningsmusik. Underneden er en velproportioneret atmosfære med dertilhørende distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over trailere for Martin Scorseses “Shine a Light”, “The Flock”, “Possession” og “P2” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.