[b]I et mørkt hul[/b]

Det er en vedvarende joke i “Far til fire – på hjemmebane”, at Lille Per har gravet et hul i haven, som Far i Niels Olsens skikkelse konstant falder i ca. hvert tyvende minut gennem resten af filmen, og efterhånden som dette lidt triste tredje kapitel af den nye “Far til fire”-serie folder sig ud, begynder man at dele hans lidelse.

Ellers er der ikke meget, der har ændret sig fra de to forrige indslag i den nye serie. Filmene er stadig en lidt bizar blanding af anakronistiske elementer og lidt oversmarte opdaterede indslag. Jess Ingerslev imiterer stadig Peter Malbergs Onkel Anders-figur, og Lille Per har stadig en elefant, der hedder Bodil, men ellers så fortsætter moderniseringsprocessen, der denne gang ændrer Ole til en skater med farvet punkerhår. Ja, det er lige ved, at man savner de korte bukser og tophuen.

Denne gang rystes den lille familie, da Far frarøves den tipskupon, som han sammen med sine kollegaer trofast spiller på uge efter uge. Det viser sig, at holdet for en gangs skyld har vundet den nette sum af 280.000 kr. Han kan imidlertid ikke rigtig få sig selv til at sige til kollegaerne, at kuponen er væk, så den lille familie må atter i spil for at finde tipskuponen og fange den lede tyv.

Man er ikke mange minutter inde i filmen, før man har en ret sikker fornemmelse af, hvordan det her kommer til at gå, og inden længe kan man da også ganske rigtigt konstatere, at den fornemmelse holdt stik. Filmen ligger sig lunt i slipstrømmen af de tidligere film, men kommer dog alligevel til kort selv i forhold til deres ret beskedne niveau. Hvor de film trods alt præsterede en vis livsglæde, så synes den glade tone i den tredje film at være gået fløjten til fordel for en mere ucharmerende og fordomsfuld stemning.

En del af problemet skyldes handlingen, som denne gang centrerer sig om en slem knægt, der stjæler, hvilket ærlig talt er et skidt emne til en hyggelig familiefilm. Børneforbrydelser er der sgu ikke meget spas ved. Meget kønnere bliver det ikke, da han viser sig være produktet af en far, der er arbejdsløs, og den slags drikker jo som bekendt og er for øvrigt også dårlige forældre oven i hatten. Ingen opgave er imidlertid for stor til, at den sammentømrede kernefamilie med parcelhusværdierne bag ligusterhækken godt kan klare dem, og snart kan den småborgerlige orden genoprettes.