Det er en vedvarende joke i “Far til fire – på hjemmebane”, at Lille Per har gravet et hul i haven, som Far i Niels Olsens skikkelse konstant falder i ca. hvert tyvende minut gennem resten af filmen, og efterhånden som dette lidt triste tredje kapitel af den nye “Far til fire”-serie folder sig ud, begynder man at dele hans lidelse.
[image=31012]
Denne gang rystes den lille familie, da Far frarøves den tipskupon, som han sammen med sine kollegaer trofast spiller på uge efter uge. Det viser sig, at holdet for en gangs skyld har vundet den nette sum af 280.000 kr. Han kan imidlertid ikke rigtig få sig selv til at sige til kollegaerne, at kuponen er væk, så den lille familie må atter i spil for at finde tipskuponen og fange den lede tyv.
[image=31013]
En del af problemet skyldes handlingen, som denne gang centrerer sig om en slem knægt, der stjæler, hvilket ærlig talt er et skidt emne til en hyggelig familiefilm. Børneforbrydelser er der sgu ikke meget spas ved. Meget kønnere bliver det ikke, da han viser sig være produktet af en far, der er arbejdsløs, og den slags drikker jo som bekendt og er for øvrigt også dårlige forældre oven i hatten. Ingen opgave er imidlertid for stor til, at den sammentømrede kernefamilie med parcelhusværdierne bag ligusterhækken godt kan klare dem, og snart kan den småborgerlige orden genoprettes.
[image=31014]