[b]Fædre og sønner[/b]

Det er en noget underlig og sært appellerende fornemmelse at se en norsk film, som man hele tiden glemmer rent faktisk er fra det høje nord. Filmen, der følger nogle indvandrere fra Kosovo, synes at have taget den kultur til sig med en sådan overbevisning, at den sparsomme fremkomst af norsk dialog næsten føles som et komisk brud på stilen.

Historien følger drengen Mirush, hvis fader for flere år siden forlod familien og efterlod Mirushs mor og bror i en noget kummerlig tilværelse. Efter et tragisk uheld føler Mirush sig hjemløs og længes efter den far, som han ikke kender, men alligevel – eller måske netop derfor – ser op til. Mirush, der er lille af statur, men langt ældre af sind, beslutter sig egenhændigt for at tage til Oslo, hvor hans far nu ejer og driver en restaurant.

For Mirush er der ikke langt fra tanke til handling, og efter en temmelig trøstesløs rejse, hvor han bl.a. smugles til landet i en skibscontainer, når han frem til Norge og restauranten. Nervøs for hvad præcis reaktionen ved hans fremkomst vil være, beslutter han sig i stedet for at nærme sig faderen ved at arbejde på restauranten uden at afsløre sin relation. Langsomt begynder de to at lære hinanden at kende, og efterhånden begynder faderen at agere lærer og forbillede for drengen. Mirush opdager dog også nogle mindre yndige sider af sin fars virksomhed.

I de indledende stunder ligner “Blodsbånd” en variant af et forholdsvis typisk familiedrama, men efterhånden som handlingen kompliceres af faderens forhold til den lokale mafia, bliver temaet forskubbet fra at være en fortælling om en far og søn, der genfinder hinanden, til en historie om hvor mange man er villig til at ofre på sin egen lykkes alter. Som bekendt er det ikke kun de gode sider, man giver videre til sine børn, og i dette tilfælde bliver Mirushs arv også en bestemt måde at gribe tilværelsen an på.

Mirush bliver spillet glimrende af den unge Nazif Muarremi, der gør ham til en troværdig figur.
Mirushs intuition og begavelse giver ham betydelige evner, der er lagt ud over hans år, men hans planer undermineres af en mere alderssvarende mangel på forståelse for konsekvenserne og synes altid motiveret af en desperat længsel efter faderens kærlighed. Muarremi får glimrende modspil af Enrico Lo Verso, der som Mirushs far skaber en figur, man hurtigt får et tvetydigt forhold til.