[b]Byens bedste højrehånd[/b]

Hvis rockikonet Marianne Faithfulls liv skal opsummeres, så vil en anvendelig biografi stille lige skarpt på både op- og nedture, stofmisbrug og landeplager. Den britiske sangerinde er ikke ubekendt med livet på gaden i Londons Soho-kvarter – hvor dele af “Irina Palm” er filmet, og måske kan det forklare, at hun egentligt passer meget fint ind i filmens skæve, melankolske univers.

Her har vi at gøre med en stålfast madamme, som vil gå igennem ild og vand for sit kød og blod, sit barnebarn, som ligger for døden med en uhelbredelig sygdom hængende over hovedet. Ja, helt uhelbredelig er den så ikke, al den stund australske forskere er langt med en kur, der kan redde otteårige Olly. Men der er langt til landet down under, og distancen bliver ikke kortere for en familie på overførselsindkomst, som har svært nok ved at skaffe pålæg til det daglige brød. Faithfulls enke Maggie er imidlertid gjort af et ganske særligt stof og lader sig trods et gældstynget liv ikke slå ud. Det er sådan set oplægget til, at filmens hovedperson par excellence ender med at tilfredsstille mænd på en dunkel sexklub i den engelske hovedstads berygtede bydel.

Umiddelbart lyder “Irina Palm” som et alvorstungt drama, hvor det ikke kan undgås at forlade biografen i stortudende tilstand. Sådan er det heldigvis ikke. For selv om filmen tilsigter sexindustriens skumle bagsider, så synes det at være et formål at vise, at der også er mennesker bag sexbranchens kropsfikserede facade, som har haft deres grunde til at få fingrene – eller i Maggies tilfælde hænderne – ned i det beskidte erhverv. Mennesker er styret af skæbnen. Jobs kommer ikke altid af lyst, men af nød. Nød lærte som bekendt den nøgne kvinde at spinde og således også Maggie, der ikke havde andre muligheder og derfor ender som feteret sexklubattraktion under kunstnernavnet Irina Palm.

Og hvilken attraktion. Angiveligt har hun de blødeste hænder i byen, så sexklubben, anført af den afdankede ejer Miklos, med et får kronede dage, og trængende mænd står i kø langt ud på gaden for at få et førsteklasses håndjob. Med alvoren skubbet i baggrunden er “Irina Palm” en sørgmunter fortælling om, hvor langt et familiemedlem vil gå for at redde sine kære ud af en knibe. Det får selvfølgelig konsekvenser, og sladderen går hurtigt i det lille, småborgerlige forstadssamfund, som filmens karakterer næsten alle bebor. Humoren er hylemorsom, men aldrig uden en fornøden snert af alvor.

“Irina Palm” rummer i det regi flere gennemførte genistreger, der naturligvis skal opleves i deres enestående helhed. Alligevel er det uundgåeligt ikke at fremhæve den eminente scene, hvor Maggie forklarer sin aparte opførsel over for det bornerte og storsnudede bridge-trekløver, hun normalt samtaler med over den traditionelle engelske eftermiddagste. Se det er humor på et meget højt plan. Og så lærer hendes bekendtskaber tilmed betydningen af udtrykket ‘penis-albue’. Heri understreges, hvad der ligger bag den velkendte vending ‘hemmeligheder og løgne’, og i bund og grund må moralen være, at man ikke kan tilfredsstille alle i sin omgangskreds, men en start vil være, hvis man er i stand til at tilfredsstille sig selv – også på andre måder end rent seksuelt.

Det er ikke fordi, Marianne Faithfull tager skuespilkunsten til sig med allerstørste naturlighed. Voldsomt godt spiller hun egentligt ikke. Til gengæld tager hendes udstråling kegler og er en overordentlig væsentlig del af filmens samlede gevinst. Med dertil hører også det finurlige samspil med en af filmens vigtigste bi-karakterer, sexklubejeren Miki – spillet af Miki Manojlovic. I de tos mere intime sjælesørgerier og eksistentielle afsøgninger slår samspillet ganske enkelt gnister på sin egen introverte facon.

Det hele skal naturligvis være så skidt, før det bliver godt for noget. Og i horisonten lurer katastrofen og sammenstødet med familien, når de finder ud af den rette forklaring på, at der lige pludselig er blevet råd til, at Olly kan blive sund og rask. Særligt Maggies søn har svært ved at se det fornuftige deri, og det hjælper ikke på et i forvejen afkølet forhold til moderen. Men som bekendt helliger målet gerne midlet, og det er måske en af årsagerne til, at man ind imellem glemmer, hvor beskidt sexindustrien er, når man er i selskab med denne film. Men det er i virkeligheden det, det hele handler om.

[b]Video[/b]

“Irina Palm” præsenteres i et traditionelt anamorphic widescreen 1.78:1-format, som sine begrænsninger taget i betragtning fungerer udmærket. Det håndholdte look rummer hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, hvorimod edge-enhancement og myrer i billedet desværre ikke er nogen sjældenhed. De kolde farver står til gengæld godt og skarpt i samspil med den solide kontrast. Et udmærket transfer, men med mangler.

[b]Audio[/b]

På lydsiden eksekveres de tre engelsksprogede Dolby 2.0-, Dolby 5.1- og DTS-lydspor, som sammen med filmen er udgivelsens bedste kort. Dialogen er gennemgående tydelig og præges aldrig af overstyringer, mens underlægningsmusikken tværtimod er nedtonet, men alligevel sætter lejlighedsvis ind de rette steder og skaber den rette stemning. Nu er “Irina Palm” primært båret af dialogen og lægger ikke op til de voluminøse ramasjangeffekter – heller ikke på lydsiden – men alligevel så er den udmærkede atmosfære præget af enkelte vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over trailere for “Persepolis”, “We Own the Night”, “The Good Night”, “Goodbye Bafana” og “Irina Palm” er eneste anden attraktion tre kortere interviews med henholdsvis Marianne Faithfull, instruktør Sam Gabarski og medspiller Miki Manojlovic, hvor særligt Faithfulls karakter og medvirken er i fokus. Der ligger ikke noget større arbejde bag, og resultatet er derfor også derefter.